HJØRRING: Så starter Visens Venner atter en ny sæson. Det sker i Bidstrup Kirken mandag d. 9. september klokken 19.00, hvor sæsonen starter med en gæstekoncert af sangeren Allan Høier og guitaristen Erik Axel Wessberg.

Koncertens titel er: Benny vs. Halfdan – Tip en 22´er.

Det er en koncert med Benny Andersen og Halfdan Rasmussens finurlige og humoristiske viser tilsat en lille gætteleg om, hvem der har skrevet hvad.

Høier og Wessberg har turneret meget med både en Benny Andersen og en Halfdan Rasmussen-kabaret og har gang på gang oplevet, at publikum ikke kan hitte rede i, hvem der har skrevet hvad – sikkert fordi begge på finurlig og humoristisk måde leger med sproget.

Publikum vil høre en perlerække af deres viser, og skal iblandt prøve at finde ud af, hvem der har skrevet hvad, og som lidt drilleri er der et par viser iblandt, som ikke er skrevet af Benny og Halfdan.

Alle er velkommen. For medlemmer er det gratis og for øvrige gæster er entreen 60 kroner.

Man medbringer selv kaffe.

Med Visens Venners egne solister er der planlagt to viseaftner i efteråret, nemlig mandag 21. oktober, hvor aftenen byder på ”Sommerminder”, og 2. december, hvor emnet endnu ikke er fastlagt. Til foråret vil der yderligere være tre, men datoer er endnu ikke fastlagt.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...