Koncerten er flyttet fra Tversted Kirke til Klitgården af pladshensyn

TVERSTED: Der er nok mange, der husker, da 13-årige Villads med Kim Sjøgren som mentor deltog i fjernsynsudsendelsen ”Vidunderbørn” i 2015. Her tryllebandt han publikum med sit fantastiske violinspil og charmerende fremtoning i sådan en grad, at han opnåede en 2. plads i finalen.

Nu kan Villads sammen med sin bror Valdemar, der også spiller violin, og gæstesolisten Taya opleves på Klitgården i Tversted til en forrygende koncert onsdag den 22. juli klokken 19.30.

De to brødre elsker at spille violin og underholde publikum. Villads er i dag 18 år og Valdemar 21 år. Deres repertoire strækker sig over klassiske violinstykker, til folkemusik og moderne musik, både nye og gamle kompositioner.

Villads og Valdemar har optrådt, siden de var syv og ti år med klassiske koncerter i kirker og på markeder både i Danmark, Sverige og Tyskland. De er født i København og opvokset i Vrigstad i Sverige. Deres uddannelse til violinister begyndte på musikskolen i Sävsjö i Sverige, da de var seks og otte år. I 2011 og 2012 kom brødrene ind på Bach Musikgymnasium, en eliteskole der ligger under de to konservatorier i Berlin. De har begge deltaget i Masterclasses og vundet 1. og 2. priser samt finalepladser i nationale og internationale musikkonkurrencer i Danmark, Sverige, Tyskland og Ungarn. Valdemar har desuden vundet guldmedalje i Berlinske Tidende klassiske konkurrence i 2015. Og fra august i år indleder Villads et 4 års bachelor violin studium på det fine konservatorium Barratt Due instituttet i Oslo.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...