Supervin i Hjørring inviterede til forårssmagning, og et par hundrede vinelskere mødt op

HJØRRING: Lørdag 5. maj var der stor forårssmagning i Supervins store kælderlokaler i Højene, hvor lidt over et par hundrede mennesker besøgte kælderen.
Her kunne den tidligere kok og slagter og nuværende vinkender, Lars Ziegler, diske op med alskens lækkerier og "hapsere" til de sultne vinsmagere.
- Vi har haft disse smagninger fra omkring 2007. Dengang styrede jeg slagterafdelingen i SuperBest i Højene. Og når vi havde en vinsmagning, lagde vi plader over fryserne, ryddede grøntafdelingen og lavede et madmekka et par dage i træk.
- Smagningerne hos os er meget forskellige. Vi har vores intime kælder-smagning som i dag, men til oktober afholder vi den store Nordsø-smagning i Hirtshals med nok over tusinde besøgende, siger Lars og lægger ikke skjul på, at han er glad for sit job.
Nede i kælderen er der stor aktivitet blandt de mange besøgende. Folk diskuterer og vurderer, og i pauserne smages der på parmaskinke, frikadeller og specialiteter fra havet.
En af gæsterne er Mikael Larsen fra Hjørring - en virkelig vinkender:
- Jeg kommer her primært for at smage nye spændende vine med nye sammensætninger af druer. Og så er der selvfølgelig den gode mad og det gode selskab. Det er en god kombination.
Og Mikael fortsætter:
- Jeg søger især efter nye hvidvine fra Østrig, men også spændende rødvine fra Italien og Frankrig, siger han. I dag blev fangsten en meget spændende italiensk rødvin, men også en helt ny type rosévin fra Østrig.
Efter fire timer i vinens verden, vurdering og smagning, vandrer et par hundrede gæster op fra kælderen efter endnu en god oplevelse.
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...