Sportschef blev ansat i Vendsyssel 22. oktober - og han kan nu starte i SønderjyskE allerede 7. januar

HJØRRING: Superligaklubben Vendsyssel FF har fredag indgået en aftale med ligakollegerne SønderjyskE om at frigive Glen Riddersholm allerede 1. januar 2019.

- Vi har indgået en, efter omstændighederne, tilfredsstillende aftale med SønderjyskE, som kompenserer os på tilfredsstillende vis, hvorfor vi har valgt at fritstille Glen Riddersholm pr. 1. januar 2019, udtaler bestyrelsesformand Jacob Andersen i en pressemeddelelse.

Dermed får SønderjyskE glæde af træneren tre uger før først antaget.

I første omgang blev det ellers meldt ud, at den kommende cheftræner ville tiltræde i klubben 1. februar på grund af Riddersholms job som sportsdirektør i Vendsyssel.

Men de to klubber er altså blevet enige om, at han kan starte i SønderjyskE allerede 7. januar, hvor spillerne vender tilbage fra juleferie.

- Det lå i kortene, at det ville være bedst for alle parter med en løsning allerede fra nytår, og det glæder mig derfor, at vi og Vendsyssel hurtigt kom overens, så vi kan få glæde af Glen fra den første træningsdag, siger sportschef i Sønderjyske Hans Jørgen Haysen i en pressemeddelelse fra SønderjyskE.

Forventer nye navne inden opstarten

Fritstillingen af Glen Riddersholm betyder, at Vendsyssel FF går ind til vintertransfervinduet uden en sportsdirektør. Men transfervinduet bliver ikke uden aktivitet fra klubben af den grund.

- Vi er rigtig godt forberedte. Vi forventer rent faktisk at kunne offentliggøre to nye spillere, inden vi starter op igen 7. januar, siger Jacob Andersen.

Jacob Andersen er fortrøstningsfuld om, at Vendsyssel nok skal komme godt i gennem transfervinduet uden en sportsdirektør.

- Det er jo ikke kun sportsdirektøren, der bestemmer, hvem der kommer ind. Det er i tæt samarbejde med trænerteamet og det sportslige udvalg, hvor der sidder nogle fra bestyrelsen. Der er rigtig mange inde over, siger han.

Selv hvis Vendsyssel når at ansætte en ny sportsdirektør inden 1. januar, vil han formentlig ikke kunne sætte stort præg på transfervinduet.

- Det kan jo af gode grunde ikke nås. Selv hvis vi har ansat en ny inden 1. januar, vil det jo være svært for ham at komme ind og få indflydelse på det, siger Jacob Andersen.

Glen Riddersholms opsigelse kom som et chok, og klubben er derfor stadig et stykke vej fra at kunne præsentere en ny sportsdirektør.

- Der er gået lidt jul og nytår i den, men vi er i gang. Vi er i dialog med nogen, og vi forventer at intensivere arbejdet, når vi kommer tilbage efter nytår, siger Jacob Andersen.

Træner i AGF og FC Midtjylland

Glen Riddersholms seneste cheftrænerjob var i AGF fra 2015 til 2017.

Han blev 22. oktober i år ansat som sportsdirektør i Vendsyssel, men valgte under to måneder senere at tage imod jobbet som cheftræner i SønderjyskE, kort tid efter at Claus Nørgaard havde forladt samme stilling.

Før tiden som cheftræner i AGF stod Glen Riddersholm fra 2011 til 2015 i spidsen for FC Midtjylland, hvor han sluttede af med at vinde det danske mesterskab.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...