Museumsinspektør og Frikadella tage deltagerne med på opdagelse i museets samlinger og særudstilling

HJØRRING: Frikadella - Vendsyssel Kunstmuseums ”Kulturfrikadelle”-maskot - byder børn og deres voksne velkommen på museet tirsdag 10. marts klokken 17.00-18.30.

I år vil museumsinspektør Kathrine Hejborg Kristensen i selskab med Frikadella tage deltagerne med på opdagelse i museets samlinger og særudstilling, som de oplever gennem leg, kreativitet og dialog.

Overskriften for dette års Kulturfrikadellen-arrangement på Vendsyssel Kunstmuseum er ”Sans for... Detaljen!”

Ofte er det de små detaljer i et kunstværk, der gør den store forskel. Detaljer fascinerer, forundrer og forbløffer - og indimellem bringer de tilmed en spændende historie med sig. På Vendsyssel Kunstmuseum gemmer hvert eneste kunstværk på overraskende detaljer, der kun venter på at blive opdaget. Find nysgerrigheden frem, og leg med, når vi fællesskab dykker ned i kunstens vidunderlige verden.

Traditionen tro slutter vi af med en omgang frikadeller, der denne gang leveres af slagtermesteren fra Kvickly i Metropol.

Kulturfrikadellen er et tilbud til børnefamilier, som kombinerer en kulturel oplevelse med aftensmad. Hovedmålgruppen er børn i alderen 3 til 6 år og deres forældre eller bedsteforældre, men søskende udenfor aldersgruppen er naturligvis også meget velkomne.

Billetterne koster 40 kroner per peron og kan købes på Hjørring Bibliotekerne eller på www.bibliotekerne.hjoerring.dk

Bag Kulturfrikadellen står fem af kommunens kulturinstitutioner: Hjørring Bibliotek, Hjørring Musiske Skole, Vendsyssel Historiske Museum, Vendsyssel Kunstmuseum og Vendsyssel Teater.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...