Vendsyssel FF og Select indleder samarbejde - klubbens nye spillertrøje bliver lanceret op til julehandlen

HJØRRING: Vendsyssel FF og den danske sportsproducent Select indleder per dags dato et samarbejde, der gør Select til ny officiel Kit Supplier for Vendsyssel FF for de kommende fire år.

Aftalen er den største i klubbens historie, og bliver en del af Selects store portefølje af bold- og tøjaftaler i Skandinavien og Europa.

I første omgang spiller Vendsyssel FF i en midlertidig spillertrøje resten af efterårssæsonen. Den kan købes i fanshoppen i Østergade, Hjørring og i den lokale Sportmaster.

Klubbens nye spillertrøje bliver lanceret op til julehandlen.

Lars Glinvad, administrerende direktør i Vendsyssel FF siger i en pressemeddelelse:

- Vi er utrolig stolte over, at Select har valgt at være vores totalleverandør. Helt fra vores første indledende samtaler med Select har vi kunnet mærke, at begge parter ville hinanden. De fleste sportsfolk i Danmark kender Select-mærket, og vi glæder os til samarbejdet med et så anerkendt brand. Med Select som officiel Kit Supplier kommer vi samtidig til at arbejde endnu tættere sammen om udviklingen af vores spillertøj, og vi kan samtidig øge vores salgsindsats. Derudover er vi meget tilfredse med, at der er tale om en længerevarende aftale, og vi glæder os til at præsentere vores nye midlertidige spillertrøje allerede på lørdag, når Vejle Boldklub kommer på besøg på Nord Energi Arena. En kamp der i øvrigt bliver vist direkte på TV3 Sport, og det markereren god start på vores nye samarbejde,” siger han.

Også hos Peter Frank, Country Sales Manager hos Select, er der glæde at spore over aftalen.

- Vendsyssel FF er en spændende samarbejdspartner, og vi ser den professionelle klub som en meget velfungerende organisation med stadion- og træningsfaciliteter der i den grad er i top. Udover vores Ligaboldaftale, ser vi nu også frem til at vores spilletøj, handsker og sportsplejemidler bliver en del af Vendsyssel FF’s imponerende setup og deres høje ambitioner om at rykke op i Superligaen, siger han.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...