Midtvejsvejningen viste et minus på næsten 3,1 ton

HJØRRING: Vendsyssel på Vægten inviterede lørdag til midtvejsevent i Park Vendia, og her kunne deltagerne stå på vægten og få viden om både vægt og fedtprocent.

I år er 1334 deltagere tilmeldt taberfesten, og de har tilsammen tabt tæt på 3,1 tons. I front er teamet ”De tykke drenge”, der består af fire kollegaer fra Sparekassen Vendsyssel i Vrå.

Lysten til at få tjekket vægttabet midtvejs var stor - og tilmed større end arrangørerne forventede. Derfor opstod der flere gange i løbet af dagen lange køer ved vægtene.

Som noget nyt var der i år arrangeret fysisk aktivitet og leg i hallen, og her var der derimod god plads på holdene.

- Det blev ikke helt det fremmøde, som vi havde forventet. Men folk var glade og positive, siger Christian Sahl Jensen.

Nu opfordrer han deltagerne til at give den gas de sidste tre uger, inden regnskabet gøres op og en vinder kan kåres 7. marts.

- Der er virkelig store præmier til vinderne. Og der er stadig et væld af aktiviteter fra de forskellige foreninger, der bakker op om Vendsyssel på Vægten. Så der er ingen undskyldning for ikke at gøre noget ved det, tilføjer Christian Sahl Jensen

Inden den store finaledag, er der arrangeret foredrag med Anders Lund Madsen mandag 24. februar i Idrætscenter Vendsyssel i Vrå klokken 19.

I samarbejde med Vendsyssel på Vægten vil Anders Lund Madsen gøre selv de tunge kalorier til underholdende og sjovt stof.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...