Mit sind er grønt som våren

min sjæl er himmelblå

humøret er som havet

som solen skinner på

små lattermilde bølger

de griner langs vor kyst

mens hjertet taktfast banker

og danser i mit bryst

En dejlig forårsmorgen

med solskin midt i maj

hvor solens glade stråler

forstår at strække sig

da strækker jeg mig også

og rækker hånden mod

den store vide verden

som risler i mit blod

Jeg dypper mig i havet

som smager friskt af salt

og der i øjeblikket

jeg ejer næsten alt:

et sind så grønt som våren

en sjæl helt himmelblå

og et humør som havet

som solen skinner på

Poul Jansen, maj 2019

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...