Fodbolden og ikke mindst kammeratskabet er i højsædet i SHI - antallet af U15-spillere er næsten fordoblet på mindre end et år

HJØRRING: Hvor andre klubber typisk oplever, at mange drenge skipper fodbolden og får andre interesser, så oplever U15 drengen i Skibsby Højene Idrætsforening (SHI) lige det modsatte.

SHI har en stor fodboldafdeling, og flere hold udmærker sig - og der i blandt U15 drengene. I løbet af det seneste år er antallet af spillere næsten fordoblet, så U15 i dag kan bryste sig af at have 42 spillere fordelt på tre hold.

De nye spillere er kommet fra hele fire forskellige klubber og også fra byer udenfor Hjørring. Og det er i en alder, hvor drenge typisk får andre interesser. Noget af en præstation.

- Det er fantastisk at opleve den iver, som drengene ligger for dagen. De er vilde med at spille fodbold, og det er en fornøjelse at være en del af trænerteamet. Derfor har vi heller ingen problemer med at tiltrække frivillige og dygtige trænere, lyder det fra Lars Horne Sørensen, en del af trænerteamet for U15.

Udover at drengene tager deres træning seriøst og møder op i al slags vejr, så er fokus i meget høj grad på at udvikle hver enkelt spiller, så de får det allerbedste ud af deres potentiale. Det hårde arbejde udmønter sig i flotte placeringer både indendørs og udendørs, men det er ikke det, der adskiller drengene fra andre fodboldhold. Det er fokus på sammenhold og kammeratskab.

Aktiv indsats

Med en næsten fordobling af spillere, der samtidig kommer fra fire forskellige klubber og andre byer, så er det vigtigt, at forældre og trænere har fokus på, at drengene har det godt sammen. Derfor har forældregruppen i samarbejde med trænerne besluttet at deltage i den spanske turnering Trofeo Malgratense i uge 42 i Barcelona.

Drengene er fast besluttet på at indsamle så mange penge som muligt, så turen ender med at blive finansieret. Derfor stiller drengene deres arbejdskraft til rådighed mod sponsorater, og i den nærmeste fremtid kommer de forbi med en flyer til mange af virksomhederne i Hjørring. De håber, at de erhvervsdrivende i Hjørring bakker op om deres initiativ, og allerede nu er alle velkommen til at kontakte en af de forældre, der koordinerer indsatsen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...