Fyret markerer, at ”Tvillingerne og Julemanden” genudsendes - gratis adgang til flot udsigt alle fire adventssøndage

HIRTSHALS: TV2 blænder den 1. december - altså på lørdag - op for årets julekalender, og det er en, man kender til i Hirtshals. Ikke mindst på fyret.

Det er fem år siden, at julekalenderen blev vist på TV2, og der er kommet en ny generation af børn, som skal opleve ”Tvillingerne og Julemanden”, når de rumsterer i og omkring fyret i Hirtshals.

Og får man lys til at besøge Hirtshals Fyr, mens det indgår i kalenderen det meste af december, lokkes der med lidt ekstra fra fyrets side:

Der er traditionelt hyggeligt omkring Hirtshals Fyr i dagene op til jul og i juletiden. Den hygge skal også opleves i år.

Hirtshals Fyr Fond er kommet i julehumør, så alle fire adventssøndage kan man komme gratis til tops i fyret - og kaffestuen er klar med både gløgg og æbleskiver de fire søndage.

Normalt koster det en lille entre at komme op og nyde udsigten.

Første adventsåbning er på søndag den 2. december.

Fyrtårnet holdes som sædvanligt åbent daglig fra kl. 10 til solnedgang.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...