Fredag står den på magi og trylleri i midtbyen - og byens mange grantræer pyntes

HJØRRING: Fredag går Hjørring i sort - altså på den julede måde. Der er Black Friday, og butikkerne står klar med gode tilbud og højt julehumør. Og sidst på eftermiddagen er der masser af underholdning i børnehøjde på Springvandspladsen og i Østergade.

Tryllekunstner Anders Møller leverer magisk underholdning i topklasse fredag klokken 16.30 på Springvandspladsen i Hjørring. Og publikum kan glæde sig til et show fyldt med forbløffende magi blandet med en stor portion humor.

Efter showet vil Anders holde trylleskole, hvor de første 100 børn og unge får et sæt verdensmålstryllekort. Herefter lærer Anders børnene et trylletrick, som de kan gå hjem og imponere venner og familie med.

På Springvandspladsen kan børnene mellem klokken 16 og 20 pynte deres egen julekugle og dryppe stearin til byens grantræer. Klokken 18 pynter borgmester Arne Boelt juletræerne i byen sammen med byens børn. De første 250 børn får hårbøjle med rensdyrgevir.

I Østergade er Julemandens ægte rensdyr landet, og mellem klokken 17 og 21 går spejderne i sort med et spøgelseshus i Ungdomshuset, Østergade 31.

Klokken 17 kan børn og voksne være med i juleparade fra Sct. Olai Plads med Krumme, julemanden og Art of Dance. Gryden i Strømgade tændes kl. 17 og optoget går ned gennem byen. Art of Dance danser to gange.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...