Anja Dalgaard-Nielsen er inviteret til at Hjørring af Folkeuniversitet

HJØRRING: Folkeuniversitetet inviterer igen til foredrag med den kendte terrorforsker Anja Dalgaard-Nielsen. For 3 år siden hørte deltagerne hende fortælle om radikalisering. Denne gang er det terror, der er hendes fokus.

Terrorismen rammer os på følelserne. De seneste års angreb mod civile i byer som London, Paris og København gør os vrede og skræmmer os. De sætter vores hverdagstryghed, den gensidige tillid og sammenhængskraften i vores samfund under pres.

Dette er Anja Dalgaard-Nielsens udgangspunkt, når hun, med baggrund i sin forskning, siger, at det heldigvis ikke behøver at være sådan. Jo bedre vi forstår, hvordan voldelige, ekstremistiske grupper kommunikerer og rekrutterer, jo bedre kan vi undgå at spille med på deres spil. Når vi får indblik i, hvad der gøres for at holde vores samfund sikkert, bliver vi også mindre bange.

Anja Dalgaard-Nielsen har udgivet bøger - bl.a. ”Tryghed i en terrortid”. Her leverer hun det perspektiv, der skal til, for at vi kan føle os trygge i en tid, hvor terrorisme fylder på den sikkerhedsmæssige dagsorden og i mediebilledet.

Hun har desuden lavet programmer på P1 om terror. Hun modtog i 2017 Rosenkjærprisen for sin formidling om terror og radikalisering.

- Vi er glade for igen at kunne invitere til et møde med en meget vidende forsker og en god formidler, siger formand Birger Østergaard. Så gør det heller ikke noget, at Anja Dalsgaard-Nielsen er glad for at komme til Hjørring og sin hjemegn.

Alle er velkomne i Byrådssalen, Springvandspladsen 5, Hjørring tirsdag den 29. oktober kl. 19.00. Tilmelding ikke nødvendig - entre til foredragt er 75 kroner.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...