Marc Real fra Hjørring fik fuld gevinst, da han skraldede i weekenden

HJØRRING: Selv om man i Hjørring deler overskudsmad ud via både Madkassen og Stop Madspild - som blandt andet henter varerne hos en række supermarkeder - så er der stadig gevinst, hvis man turnere rundt i skraldespande og containere ved butikkerne. I weekenden gav Marc Real fra Hjørring den som skralder i tre timer i selskab med kok Fabian Vennekilde, der har været aktiv i Stop Madspilds-miljøet længe - og som billederne viser, var der meget at få fat i.

- Her er hvad vi fandt på tre timer i nat i Hjørring, selv Fabian var chokeret over hvor meget vi fandt i udkants Danmark. Han har ifølge ham selv ALDRIG fundet så meget på en tur, og husk vi snakker tre timer..?, skriver Marc Real på sin facebook-side.

Han skriver endvidere:

- Hvordan kan vi være det her bekendt, en ting er den mængde Co2 vi har brugt på at producere, fragte, opmagasinere og så til sidst afbrænde..? Jeg håber i vil være med i vores fælles kamp om at få stoppet det her, der er fattige mennesker der går sultne i seng i det her land.

Han opfordrer folk til, hvis de vil være med til at kæmpe mod ressourcespildet, om at melde sig under fanerne på en ny facebook-side.

Marc Real satser nu på at gøre madspild til et tema op til folketingsvalget, der kommer senere i år. Blandt hans ønsker er, at politikerne skal føres mere kontrol med fødevareindustrien.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...