Mejeriprodukter, frugt og grønt samt delikatessevarer deles ud i Hjørring lillejuleaften

HJØRRING: Lillejuleaften deles der fra klokken cirka 22 tonsvis af mad ud fra MadOasen i Østergade 9 i Hjørring.

Det er Stop Spild Lokalt i Nordjylland, der kører rundt til især Coop-butikker og samler mad ind - og sent den 23. december deles det så gratis ud.

- Man skal nok ikke forvente flæskesteg og and. Men mælkeprodukter, mad fra delikatessen samt frugt og grønt vil der være meget af - måske mellem 15 og 20 ton, lyder det fra Inger Andersen, der står i spidsen for Stop Spild Lokalt i Hjørring.

Maden hentes i nordjyske Coop-butikker, der holder lukket i julen - og derfor risikerer at brænde inde med mad, der bliver for gammelt.

Inger Andersen regner med, at et par snese frivillige skal i aktion. Og hvis alt maden ikke afsættes lillejuleaften, så åbner MadOasen igen 1. juledag med de sidste rester, der kan holde sig.

I år er det anden gang, at foreningen er med i et samarbejdet med Coop omkring uddeling af mad lillejuleaften.

I julen 2017 fordelte 2100 frivillige ca. 80 tons mad til i alt 14.000 mennesker på landsplan.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...