Hjørring-kirkerne arrangerer bus til Herning og Himmelske Dage på Heden 1. juni

HJØRRING: Himmelske dage på Heden.

Det er navnet på Danske Kirkedage fra 30. maj – 2. juni 2019 i Herning. Himmelske Dage på Heden i Herning bliver en folkefest, hvor kirken flytter ud på gaden og indtager bybilledet i centrum af byen i Kristi Himmelfartsferien.

Hjørringkirkernes Fællesskab arrangerer bustur til Herning den ene af dagene, nemlig lørdag 1. juni.

Der er afgang fra Hjørring Sognegård klokken 9 med ankomst til Herning klokken cirka 12. Deltagerne er hjemme igen klokken cirka 00.30.

- Vi gør opmærksom på, at hvis man er gangbesværet kan dagens program blive en udfordring, oplyser Karin Maegaard.

Dagsprogrammet for lørdagen har mange muligheder, og deltagerne vælger selv, hvad de har lyst til og står selv for forplejning i løbet af dagen.

De fleste aktiviteter foregår omkring centrum, og aktiviteterne er beskrevet på himmelskedage.dk.

Efter klokken 18 er der kun få aktiviteter, for da skal alle ud til Jyske Bank Boxen til Det himmelske Show - et gospelkor med 1000 deltagere og verdensballetten medvirker. Peter Mygind og Dina Al-Erhayem er værter.

Det koster 200 kroner at deltage - inklusiv bus til og fra Herning samt indgang til Det himmelske Show. Der er højest plads til 50 deltagere i Hjørring-bussen, og billetsalget er godt i gang på Hjørring Kirkekontor. Sidste mulighed for køb af billet er 15. april 2019.

Bag Hjørringkirkernes Fællesskab gemmer sig alle de kristne kirker i Hjørring: De fire folkekirker, Katolsk Kirke, Projekt Kirke, Baptistkirken, Adventistkirken og Apostolsk kirke ,som alle bakker op om busturen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...