Der er rundstykker og gymnastikopvisning i den nye Multihal, inden Erhvervsmessen åbner med 45 udstillere

TÅRS: Tårs inviterer til Erhvervsmesse med 45 udstillere søndag 7. april. Og samme dag bliver byens nye Multihal taget i brug.

- Idrætsfaciliteterne i den nye hal er klar, men der er en del hjørner i nybyggeriet, hvor vi fortsat mangler en del. Så den officielle indvielse med pindemadder og de langstilkede glas venter vi lidt med. Og det går stille og roligt fremad med arbejdet, fortæller halinspektør Bjarne Holmberg, der understreger, at opgaverne ligger i hænderne på en stribe lokale, frivillige ildsjæle, der bruger fritiden på byggeprojektet.

Søndag formiddag byder hallen på gratis morgenkaffe og rundstykker i den nye multihal, inden Erhvervsmessen åbner. I forbindelse med morgenkaffen er der underholdning med Bagterp Blæseorkester og TUI Springgymnaster, og klokken 9.45 åbner dørene til Erhvervsmessen.

Dagen igennem vil der være aktiviteter for børn i den nye hal, mens Hal 1 og de øvrige fællesarealer vil være optaget til Erhvervsmesse.

Åbningstalen er lagt i hænderne på Eigil Jensen, og klokken 12 holder Søren Gade fra Venstre messetale.

Erhvervsmessen frister i løbet af dagen med underholdning fra Vindstyrke 15 samt Hundelev Linedance.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...