200 tilskuere bakkede det lokale team op i Park Vendia

HJØRRING: Selvom Fortuna og Vendsyssel FF var i kamp lørdag, havde Hjørring Futsal Klub alligevel over 200 tilskuere i hallen i Park Vendia, da de mødte Koldings mandskab.

Det lokale team sikrede sig en storsejr og er nu alene på førstepladsen i ligaen.

I pausen af lørdagens hjemmekamp blev Hjørring Futsal Klubs nye hovedsponsor præsenteret - Sparekassen Vendsyssel.

Sponsorbevis blev overleveret af regionsdirektør Casper Nissen Larsen, der på banens midte blev modtaget af klubformand Michael ”MC” Christensen.

Der blev aldrig rigtig spænding om udfaldet af kampen, da Hjørring Futsal Klub og Kolding Futsal tørnede sammen. Kolding var til kampen hårdt ramt af afbud hos flere nøglespillere og det betød, at gæsterne stillede til kampen uden 7-8 af deres normale Liga-spillere.

- På trods af den stundende højtid, var der ingen gæstfrihed at hente, og vi lagde fra første fløjt et tungt pres på Kolding, lyder det fra Danny Røgind.

Det kostede hurtigt gæsternes Jacob Andersen et gult kort og få øjeblikke herefter kunne Rasmus Prangsgaard sparke Hjørring-teamet i front på oplæg fra Arfan Habibi.

Allerede to minutter efter var Arfan på spil igen, da han på egen banehalvdel modtog bolden fra André Christiansen i målet, hvorefter han efter en fin solotur kunne sparke bolden i mål til 2-0.

- Det hårde pres mod gæsternes mål fortsatte og det var næsten utroligt, at der ikke blev scoret yderligere i 1. halvleg. Vi skulle dog ikke vente længe på mål i 2. halvleg. 3 minutter inde vandt Arfan bolden i et højt pres og kunne herefter sikkert sparke bolden i mål til 3-0.

Herefter gik det stærkt. Først sparkede Søren Vangsted bolden i mål til 4-0 på oplæg fra Mads Juel Rasmussen og kun få sekunder efter kunne Rasmus Prangsgaard udbygge føringen til 5-0 på oplæg fra Arfan.

Den tidligere Vendsyssel FF-profil, Mark Westergaard, debuterede i lørdagens kamp og han skulle ikke bruge mange minutter på banen, inden han blev noteret for et gult kort, der dog var ret hårdt dømt.

Kort efter var det en anden debutant, Casper Knudsen, der viste sig frem, da han lagde op til Søren Vangsted, der nettede til 6-0.

Herefter gik kampen lidt i tomgang, men Arfan var ikke færdig med, at trylle. I kampens sidste minut modtog han bolden fra Mark Westergaard på egen banehalvdel og efter endnu en flot solotur kunne han lukke og slukke med scoringen til 7-0.

I de sidste sekunder af kampen fik Kolding deres andet gule kort, da Narek Djoulakian blev noteret.

- Efter kampen blev Arfan Habibi fortjent kåret til ”Kampens Spiller” med næsten 70 procent af stemmerne, lyder det fra Danny Røgind.

- Med sejren er vi nu alene i front, da Lystrup Futsal lørdag på udebane slog SUB Sønderborg Inter med 4-3. Lige syd for fjorden spillede RKG hjemme i Klarup Hallen 3-3 med Søhus Stige Futsal.

- Netop RKG er vores næste modstander, når de lørdag 8. december gæster Park Vendia til SuperSaturday.

- Vi slutter året af 22. december hjemme mod SUB Sønderborg Inter, lyder det fra Danny Røgind.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...