Fredag 8. november klokken 17 skal julelysene tændes - og den frække Pyrus hjælper med at tælle ned

HJØRRING: Julelysene i Hjørring bliver tændt fredag 8. november - og den kendte og energiske Pyrus hjælper med at tælle ned og giver sin alletiders rockkoncert bagefter.

- Vi gentager successen i år, hvor lystændingsfesten bliver en begivenhedsrig aften for både store og små, lyder det fra event- og aktivitetschef i Hjørring Handel, Rikke Ejsenhardt.

- De smukke julelys bliver tændt, vi skal synge vores egen julesang ”Kys i dejlige Hjørring” sammen, den smukke Snedronning kan opleves, og så kommer Pyrus i egen høje nisse-person og underholder os, inden han skal i gang med at nyde sit otium.

- Husk at have kameraet klar, for man kan nemlig få en selfie med den halv-flabede drillenisse efter showet, lyder opfordringen - og det er sidste chance for at opleve Pyrus.

Rikke Ejsenhardt tilføjer, at der i år er taget højde for et stort fremmøde af både børn og voksne.

- Vi ”blev væltet” sidste år. Vi havde aldrig set så mange i byen. Vi havde håbet på. at der kom halvdelen af dem, der kom første år, vi tændte de nye julelys. Men der kom måske dobbelt så mange. Det var helt fantastisk og magisk. Men showet med Pyrus var ikke gearet til det. I år har vi taget højde for, at der kan komme så mange, forsikrer Rikke Ejsenhardt.

Det betyder blandt andet, at der bliver bedre og mere lyd, så Pyrus kan trænge igennem til alle.

- Programmet er byttet rundt, så vi tænder lysene tidligt, og så er der show bagefter med Pyrus.

- Desuden kommer der en storskærm, så mange flere kan se Pyrus, og vi laver børneområde ved scenen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...