Vendsyssel Kunstmuseum inviterer hele familien inden for

HJØRRING: Tag hele familien med på Vendsyssel Kunstmuseum! Frem til 9. august er der halv pris på entréen til museet.

Som en del af regeringens sommerpakke tilbyder Vendsyssel Kunstmuseum entré til halv pris hen over sommeren. Dermed kan man som voksen indløse billet til museets udstillinger for blot 40 kr., mens studerende får adgang for 15 kr. Børn og unge under 18 år har som altid fri entré.

Denne sommer vil et rekordstort antal danskere holde sommerferie i Danmark - og særligt i Nordjylland. Derfor lancerer Vendsyssel Kunstmuseum et udvidet sommerprogram, som hen over juli, august og september byder på noget for enhver; børn, unge, voksne og familier.

Og der er rigeligt at se frem til på Vendsyssel Kunstmuseum! Alle hverdage i perioden 7. juli til 7. august kan man f.eks. få en smagsprøve på de oplevelser, der venter lige rundt om hjørnet med ”Kort fortalt”, dykke lidt dybere ned i museets historie og samling på en ”Søndagsomvisning” - eller deltage i ”Formiddagskaffe med Hildebrandt”, hvor man kan blive klogere på den lokale billedkunstner Kristian Hildebrandt.

Børnene kan også finde deres indre kunstner frem og bygge deres egne sømskulpturer af søm, sten, maling, dimser og dingenoter eller gøre, hvad man normalt ikke må; tegne, male og skrive i bøger. Og så får man sin helt egen ’hærværksbog’ med sig hjem. De voksne inviteres til ”Pak og pap”-fyraftener på museet - med ekstra gode tilbud i museumsbutikken. Endelig bliver der hen over sommeren også sat fokus på museets store særudstilling Behncke - Heerup - Hildebrandt med en række arrangementer relateret direkte til udstillingen. Sommeroplevelser på VKM er blevet til takket være generøs støtte fra Ny Carlsbergfondet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...