Museet har hentet 250.000 kroner til særudstillingen Behncke-Heerup-Hildebrandt

HJØRRING: Vendsyssel Kunstmuseum har igen hentet fondsmidler hjem til at realisere en af museets store udstillinger. Denne gang er det takket være Statens Kunstfond, Augustinus Fonden og Knud Højgaards Fond, der med en samlet bevilling på 250.000 kroner muliggør realiseringen af sommerens særudstilling Behncke-Heerup-Hildebrandt, som kan opleves på museet fra fredag den 5. juni 2020.

Med sommerens særudstilling Behncke-Heerup-Hildebrandt stilles skarpt på tre toneangivende kunstnere: Søren Behncke (f. 1967), Henry Heerup (1907-1993) og Kristian Hildebrandt (1924-2011).

De tre kunstnere har på hver deres måde forholdt sig til samtidens ”brug og smid væk”-kultur. Den lokale billedkunstner Kristian Hildebrandt fra Hjørring kombinerede således ødelagte ure, mønter og søm med naturen såsom rav og trærødder. Heerup lod sig inspirere af hverdagens genstande som lampeskærme, cykeldele, kaffekander og en grammofontragt og sømmede det hele sammen til tredimensionelle konstruktioner, mens Behncke især har været optaget af pap som et udtryk for den moderne forbrugsmentalitet; indpakning af forbrugsgoder som fladskærm, der sendes verden rundt. Fælles for de tre kunstnere er altså en helt grundlæggende forkærlighed til genbrugsmaterialer, et metodefællesskab og en særlig genbrugsæstetik, der bevidst nedbryder skellet mellem høj- og lavkultur, det unikke og det masseproducerede.

Vendsyssel Kunstmuseum har gennem årene arrangeret flere soloudstillinger med Kristian Hildebrandt, og for første gang sættes han nu sammen med to andre kunstnere – på tværs af tid og sted – og forenet i tilgangen til materialet. Hildebrandts liv var, som også hans kunst, enestående. Trangen til og glæden ved at skabe kunst, at læse bøger om kunst og litteratur var en vigtig bestanddel af Hildebrandts tilværelse. Kunst blev skabt ud fra en indre nødvendighed – en nødvendighed til at udtrykke sig – ikke for kunstens skyld, men for tilværelsens. Hildebrandt testamenterede hele sin omfattende samling af tegninger, skulpturer, bøger m.v. til Vendsyssel Kunstmuseum.

Behncke, Heerup og Hildebrandt er blevet til i et tæt samarbejde mellem Vendsyssel Kunstmuseum, Heerup Museum og billedkunstner Søren Behncke. Som kunstnerisk kollega har Behncke - med stor respekt og nysgerrighed kurateret Hildebrandt og Heerups værker ind i en ny sammenhæng og en endnu større fortælling. Helt centralt i udstillingen og tematikken er Behnckes tre tableauer, hvor de tre kunstneres universer iscenesættes, samt tre malerier skabt specifikt til udstillingen.

Ambitionen med udstillingen er, at der i mødet mellem de tre kunstnere, som på hver deres måde har været foregangsmænd i deres brug af genbrugsmaterialer, vil opstå nye og hidtil uformidlede fortællinger, som motiverer refleksion hos publikum. Tilgangen er legende og udfolder sig i spændingsfeltet mellem det alvorstunge og det humoristiske, hvor selve processen snarere end det færdige værk spiller en væsentlig rolle. Den unikke sammenstilling viser desuden et særligt blik for materialitet, for bæredygtighed i kunsten og en inspirerende kunstnerisk metodefrihed.

Særudstillingen Behncke-Heerup-Hildebrandt ledsages af en omfattende og rigt illustreret udstillingspublikation af samme navn. I museumsbutikken vil man i udstillingsperioden ligeledes kunne købe unikke postkort og plakater fremstillet med motiver af Søren Behncke samt et stort udvalg af varer fra Heerup Museum.

Udstillingen vises 5. juni - 20. september 2020.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...