Som traditionen byder var der forleden aftensang ”Syng solen ned” i Sindal Gl. Kirke.

Det er Menighedsrådene i Sindal og Astrup sogne, der i de lange lyse og lune sommeraftener indbyder til aftensang på skift i de tre kirker, hvor der er en kort prædiken efterfulgt af flagnedhaling til sang og musik.

Selvom kirken virkede halvtom, så var den alligevel pænt fyldt på denne stormfulde aften. Der var sådan set heller ikke plads til mange flere i henhold til de stramme forsamlingsregler.

I den flot pyntede kirke prædikede provst Winnie Rischel over dagens tekst fra Matthæusevangeliet om fjendekærlighed ”Du skal elske din næste og hade din fjende. Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender, og bed for dem, der forfølger jer”, og i den forbindelse causerede Winnie Rischel om ”at samle op og dog efterlade noget til din næste”.

Til aftensangen blev der sunget salmer af Thomas Kingo, N.F.S. Grundtvig og Jens Rosendal med musikledsagelse på orgel af organist Marianne H. Jakobsen og klarinettist Dorthe Linde Jørgensen fra Musikkorps Sæby. Indimellem salmerne spillede Dorthe Jørgensen solo af blandt andre Johann Sebastian Bach.

Efter den korte gudstjeneste samledes menigheden omkring flagstangen, hvor flaget blev spillet ned til ”Nu er jord og himmel stille” akkompagneret af Dorthe Linde Jørgensen på klarinet. Inden der blev budt på vin, frugt og kransekage i kirken, blev der sunget endnu tre sange ved flagstangen.

Søndag den 19. juli er der ”Syng solen ned” i Sindal Bykirke og søndag den 2. august i Astrup Kirke begge gange klokken 19.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...