Arkivfoto: Hans Ravn

Foreløbig er 25 hold tilmeldt arrangementet i weekenden på golfklubbens baner i Hjørring

HJØRRING: Sidste år i august druknede Stafet For Livet i Hjørring i regn, og det har ifølge arrangørerne holdt mange fra at tilmelde sig stafetten, der afholdes i den kommende weekend den 18.-19. august, i år. Men i år ser vejret ud til at blive bedre - dog lover vejrudsigten lidt regn lørdag aften/nat i Hjørring; det viser et hurtigt tjek af yr.dk torsdag morgen.
- Der er ingen tvivl om, at mange holder øje med vejrudsigten og venter med at tilmelde sig, indtil de ved, om de kan komme tørskoet gennem arrangementet. De lokale arrangører af Stafet For Livet i Hjørring opfordrer alle til at deltage i arrangementet, som er en enestående og smuk begivenhed, hvor vi fejrer og støtter dem, der lever med kræft og mindes dem, der desværre ikke overlevede kræften. Det er vigtigt at understrege, at Stafet For Livet ikke drejer sig om at løbe, men derimod om at gå runder på den 500 meter lange bane, der bliver indrettet til lejligheden på Hjørring Golfklubs baner på Vinstrupvej. Det er også vigtigt at understrege, at alle aldre og generationer er velkomne - oldeforældre, bedsteforældre, børn, børnebørn - og selvfølgelig venner, bekendte, naboer, kolleger, osv. Man kan deltage i det omfang, man kan og har tid til - én runde, flere runder og med eller uden pauser, og i øvrigt i det tempo, man kan holde til, lyder det.
Der er lige nu tilmeldt 25 hold til stafetten. Hvis man vil være med, kan du tilmelde dig ét af de oprettede hold, eller du kan oprette dit eget hold. Et par af holdene er åbent for alle, nemlig Team Mette Brath (v/Mette Brath) og Det Bedste hold (v/Betina Bo Jensen).
Stafetten skydes i gang lørdag den 18. august kl. 10, og Stafet For Livet-ambassadør Anette Vestergård åbner stafetten. Anette Vestergaard er udnævnt som Global Hero of Hope 2018.
Efter åbningen er fighterne de første, der kommer på banen og går en æresrunde. Herefter er stafetten åben for alle deltagere.
Programmet byder på masser af underholdning: Nordjysk Pigekor, Schwampis Venner, Rytmisk Kor, Marimba Steelband for blot at nævne nogle af de musikalske indslag. Desuden bliver der aktiviteter for børn: Hesteridning, legeplads, tegnekonkurrencer o.a.
Golfcafeen står for forplejning. Man kan bestille mad på forhånd på stafettens hjemmeside. Hvis man ikke lige når at få sig tilmeldt i dagene op til Stafet For Livet, så kan man tilmelde sig under selve stafetten ved at henvende sig i infoteltet.
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...