Frk. Balle og Stripper Åse leverede gakket underholdning inden generalforsamlingen - og formanden måtte lægge krop til

HJØRRING: Hjørring Handels medlemmer tog onsdag aften afsked med foreningens formand gennem de seneste ti år, Allan Sørensen. Det skete ved foreningens generalforsamling på Vendsyssel Teater. Hvem der skal afløse ham på formandsposten, er endnu uvist. Valg af ny formand sker på et møde i bestyrelsen tirsdag 25. februar.

Afskeden med Allan Sørensen skete på festlig manér med underholdning af den gakkede slags.

Ved indgangen til salen på Vendsyssel Teater blev medlemmerne mødt af den usædvanligt snakkende og sprælske tjener, Frk Balle, der både kommenterede gæsternes påklædning, maver og bare isser. Den afgående formand blev kort tid efter udsat for en vovet ”lapdance” udført af Stripper Åse, der gav den gas med pink outfit, sprælsk boa, flødeskum og komiske moves.

Og Allan Sørensen håndterede ”angrebet” med vanlig ro.

Sceneshowet fremkaldte masser af grin omkring bordene. Men ret skal være ret - der var også enkelte undrende miner af spore som reaktion på den noget utraditionelle optakt til generalforsamlingen. For smag og behag er som bekendt forskellig - også hos medlemmerne i Hjørring Handel.

På generalforsamlingen blev filialdirektør Betina Jensen fra Nordea og varehuschef Jørgen Pedersen fra A-Z valgt ind i bestyrelsen. De afløser Allan Sørensen og Laila Zielke.

De øvrige medlemmer af bestyrelsen er Ole Søndergård fra Bones, Roy Hansen, NORDJYSKE Medier, Jane Melgaard Olesen fra Metropol ShoppingCenter, Johnny Lindrup fra Bilhuset Hjørring, Per Bach Nielsen fra Hjørring Håndbold, Sanne Godtliebsen fra House & Jeff og erhvervskundechef Mads Pedersen fra Spar Nord.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...