Trio af kunstnere udstiller

HJØRRING: Ved sommerens første særudstilling kan Galleri Visby præsentere værker af Anne Stougaard (keramiker), Charlotte Schrøder (billedvæver) og Kathrine S. Moseholm (billedhugger).

Denne trio af kunstnere forstår, med hver deres medie, at udfordre vores forståelse af stoflighed ved ikke blot at gengive den verden, vi ser med det blotte øje, men ved at indkapsle og legemliggøre det sanselige - lydene, lugtene, fornemmelsen - jazzkoncerten, fuglen i haven, en mur i Palmyra.

Udstillingen løber fra d. 14. juni til d. 14. juli 2019. På åbningsdagen for udstillingen vil der blive serveret et glas vin til de besøgende. Du finder Galleri Visby på Mårup Kirkevej 62 i Lønstrup. Der er åbent alle dage kl. 11-17.

Tekstilkunstneren Charlotte Schrøder har igennem hele sin karriere arbejdet i grænselandet mellem billedkunst og kunsthåndværk. I sine vævede værker forener hun en fintmærkende billedforståelse med udsøgte måder at beherske garner og tråde. Gennem årene har Charlotte rejst over hele verden og skitseret, hvad hun har oplevet og set. I oversættelsen fra tegning til væv udnytter Charlotte Schrøder skitsens spontane streg samtidigt med at den tilføjes en ny dimension. På udstillingen i Galleri Visby kan du opleve et udpluk af Charlotte Schrøders arbejde fra små lyriske formater i de smukkeste farver til store abstrakte vævninger i nuancer af hvidt.

Keramiker Anne Stougaard er en kendt og værdsat del af den keramiske verden på Bornholm. Hun arbejder i porcelænsler med farverige dekorationer, organiske og stramme former. Med inspiration fundet i poesi, musik og i sin have, laver Anne Stougaard alt fra små skeer til høje krukker, og der vil således også være både små og store formater at finde i udstillingen hos Galleri Visby. Motiverne er ofte fugle, blomster og mønstre. Kander med tud og hank som fuglens næb og halefjer skubber til hendes fantasi og humoristiske sans, og fuglens fart og flugt er gengivet i glasurens levende penselstrøg.

Billedhugger Kathrine S. Moseholm er kendt for sin portrætkunst. Når hun arbejder med en buste er det ikke, som man kunne tro, modellens inderste væsen og psykologiske dybder, der fascinerer, men snarere det fysiske menneskes tilstedeværelse i rummet. Denne fascination af den rumlige tredimensionale skulpturelle form er gennemgående i Kathrine Moseholms værker. Den påtrængende legemlighed tvinger til, at man som beskuer forholder sig til skulpturen som mere end et billede, som en tilstedeværelse i rummet, der kalder på ens egen fysiske bevægelse. I udstillingen hos Galleri Visby præsenterer Kathrine Moseholm, som noget nyt, forskellige værker i små formater, bl.a. Ægyptens Ti Plager og en serie små jazzmusikanter i mørkt lertøj.

Galleri Visby præsenterer kunst og kunsthåndværk fra 40 faste udstillere. Udover disse præsenterer galleriet desuden skiftende særudstillinger i løbet af året.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...