En sommerdag på en lang hvid børnevenlig sandstrand er noget ganske særligt. Og er badevandet samtidigt omkring 19 grader varmt, er det helt perfekt. Det gør heller ikke noget, at der tæt på stranden er to berømte ishuse og en kiosk med grillmad og is.

Sådan er det ved Tversted Strand, der ligger for enden af Tannisbugtvej. Der altid mange besøgende på stranden, især på en varm sommerdag, hvor familierne nyder de blide bølger. Børnene leger og bygger sandslotte, mens far og mor solbader i det varme sand.

Når det bliver lidt for varmt, er der ikke langt til Det Blå Ishus med gammeldags vaffelis med guf på toppen. Er køen her lidt for lang, så ligger Det Grå Ishus hus blot hundrede meter derfra, og her er der is med den berømte originale Tversted guf. Er man lidt mere sulten, er Polarkiosken klar med en ”lille” hotdog på 1 meter!

Et særkende ved Tversted Strand er dens beliggenhed inderst i Tannis Bugt, hvor der er beskyttende læ fra de norske fjelde. Tversted er også blandt de områder i Danmark, der får mest sol. Yderligere nyder Tversted godt af den nordlige beliggenhed. Solen går først ned omkring 22.25 fra Sankt Hans frem til begyndelsen af juli, og de lyse nætter er virkelig lyse.

Det er trygt af bade fra Tversted Strand. Et uafhængigt laboratorium har mandag den 29. juni modtaget prøver på vandkvaliteten ud for nedkørslen til stranden samt 500 meter øst for nedkørslen, og der er absolut ingen bemærkninger til badevandskvaliteten. At vandkvaliteten er i orden fremgår også af ”Badevandsflaget” med de tre stjerner, der er den højeste anerkendelse. Modsat strande med det Blå Flag, må der på Tversted Strand gerne medtages hunde, men de skal holdes i snor, og deres efterladenskaber skal fjernes. Desuden er det tilladt at køre med motorkøretøjer i begge retninger, såfremt gældende færdselsregler overholdes.

Om sommeren frem til slutningen af skoleferien er der professionelle livreddere på stranden fra klokken 10 - 18. De overvåger området mellem de to rød/gule flag. Det anbefales derfor, at der bades ud for dette område.

Ved bådehuset er der parkeringsplads og toiletbygning, hvor der også er informationer om badevandskvaliteten, naturen ved stranden, praktiske oplysninger i tilfælde af nødsituationer, oliefund og meget andet.

Tannisby er en del af landsbyen Tversted. Tannisby opstod i slutningen af 1800-tallet omkring toldstedet og badehotellet Tannishus. I 1960’erne voksede bebyggelsen sammen med Tversted, som i dag ligger i Hjørring Kommune.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...