Familien Smed Rønn scorede hattrick i konkurrencen med 121 babyer

Hjørrings Sødeste Baby 2018 er kåret.
PhotoCare i Hjørring har igen i år holdt konkurrencen, der har stået på i ugerne 10, 11 og 12, og som har været åben for babyer i alderen 0-12 måneder. Fotograferingen til konkurrencen var gratis, og det har efterfølgende været muligt for familierne at bestille print af billederne.
I år har der i alt været 121 babyer tilmeldt konkurrencen.
Butikkens fotografer har i de tre uger haft travlt med at fotografere samtlige 121 babyer, der har været indstillet i konkurrencen. Det har været muligt at stemme i konkurrencen på butikkens facebookside samt fysisk i butikken. Der har desuden været et dommerpanel fra Grenaa, der har vurderet hvert enkelt billede og givet point.
Da pointene fra dommerne og stemmerne fra familie, venner, bekendte og andet godtfolk blev talt sammen, løb lille Lauge fra familien Smed Rønn med sejren.
Om konkurrencen fortæller Lauges mor, Annika Rønn:
- Det er en hyggelig konkurrence, der sætter et godt præg på det år, man får et barn.
Familien har ikke blot deltaget i konkurrencen tidligere, men har vundet de gange, de har stillet op.
Sidste år, i 2017, var det nemlig storebroren, Liam, der løb med titlen som Hjørrings sødeste baby, og også storesøster har vundet konkurrencen, dengang konkurrencen hed Hjørrings sødeste baby i Hirtshals.
Da en stor del af konkurrencen bliver afgjort af stemmer, er det en hjælp, at have et stort netværk af venner og bekendte, der er villige til at stemme, noget som i høj grad er tilfældet hos familien. I hvert fald i følge dem selv:
- Vi har en stor familie og venskabskreds. Jeg kommer fra en færøsk familie, så der er rigtig meget sammenhold, fortæller hun.
Konkurrencen bliver holdt en gang om året af PhotoCare i Hjørring. 1. Præmien er et print af det valgte foto i størrelsen 50x70 til en værdi af 850,-. 2. Og 3. pladsen får et print på henholdsvis 30x40 og 20x30.
Alle billederne kan stadig ses på Photocare Hjørrings Facebookside, og 1., 2. og 3. pladsen kan desuden ses udstillet som store print i vinduet i PhotoCares butik, der ligger i Søndergade 1.
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...