Eveliina Dalsgård har åbnet klinik i Hjørring - for et par år siden pådrog hun sig hjernerystelse og piskesmæld

HJØRRING: Eveliina Dalsgård har åbnet ny behandlerklinik på Vandværksvej i Hjørring, hvor hun med baggrund i mange uddannelser kombinerer flere forskellige behandlingsformer for at lindre klienternes smerter og andre gener.

- Mit fokus er især på smertebehandling af krop og psyke og at kunne behandle klienten med stor positiv effekt som regel med en kombination af flere behandlingsformer, fortæller Eveliina Dalsgård, som gerne skriver alternativ behandler på visitkortet.

Hun arbejder blandt andet med fysiurgisk massage, kranio sakral, bindevævs- og muskelmassage, mindfulness og akupunktur.

- Ofte handler det om at kunne tænke og handle på en alternativ måde i forhold til vanetænkning. Mine klienter kommer med mange former for smerter lige fra hold i ryggen på grund af havearbejde, hovedpine, migræne, sportsskader, smerter efter operation eller sygdom og så videre. Listen er rigtig lang, og det er altid muligt på den ene eller anden måde at lindre smerter eventuelt også ved brug af mindfulness. Meget handler om afspænding, stress og balance i kroppen, fortæller Eveliina Dalsgård, der også klar med gode råd om kost og motion.

Eveliina Dalsgård har også en stor passion for at kunne hjælpe klienter med hjernerystelse og forskellige skader inden for hovedtraumer. Hendes viden og ekspertise på dette område stammer fra egne barske oplevelser og erfaringer.

- Den 20. marts 2019 var det to år siden, jeg pådrog mig hovedtraume, hjernerystelse og piskesmæld, som stadig giver mig store udfordringer. Jeg har været sygemeldt længe, men har nu sagt farvel til systemet og har åbnet min egen klinik, hvor jeg gerne vil hjælpe andre med deres udfordringer, lyder det.

- Mine egne smerter og erkendelse af, at man ikke kunne fungere som før ulykken, har samtidig givet mig en anledning til at opleve tilværelsen på en anden måde og gennemleve de voldsomme smerter, min lidelse har med sig. Det gør, at jeg i dag er en anden behandler og et andet menneske, end jeg var før mit uheld. Jeg søgte alternative veje for min behandling, og i dag er jeg frisk nok til at være selvstændig kropsbehandler, hvor jeg behandler andres smerter, piskesmæld, traumer og hjernerystelse blandt andet, fordi jeg forstår dem så godt, tilføjer hun.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...