Vendsyssel Kunstmuseum danner ramme om ridderslagning

HJØRRING: Har du nogensinde overværet en ægte ridderslagning? Hvis ikke, får du mulighed for det, når Skipper Clement-lauget for 53. gang slår borgere til riddere af Skipper Clements Sværd. Det sker søndag 9. december kl. 15.45 på Vendsyssel Kunstmuseum, og alle er velkomne til at overvære begivenheden. Hvem de kommende riddere er, forbliver en hemmelighed indtil den store dag.

Traditionen med ridderslagningen til Skipper Clements Sværd går tilbage til 1966, hvor manufakturhandler Mogens Carstens fik den idé, at man skulle hædre de borgere, som i ord eller gerning fik sat Hjørring på landkortet. Han fik smedet et stort sværd, som siden har vandret rundt mellem forskellige borgere, der har fortjent en særlig anerkendelse.

De kommende riddere er udvalgt af laugets bestyrelse, som består af repræsentanter fra de tre Lionsklubber i Hjørring.

Der er fri entré til arrangementet og tilmelding er ikke nødvendig.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...