- Hvis mobilen er ens "bedste ven", kan man let blive ensom, lød det fra formand Erik Christoffersen fra Sind Hjørring

HJØRRING: SIND Hjørrings formand Erik Christoffersen bød velkommen, da foreningen markerede Sindets Dag.
- Sindets Dag er verdensomspændende, og i år er temaet: Unge og psykisk sundhed. Et meget aktuelt emne. Nye undersøgelser viser, at rigtig mange unge, lidt flere piger end drenge stresses af rigtig mange elementer i dagligdagen. Lige bestemt i den periode, hvor de har brug for ro og stabilitet til at lægge et godt og stabilt grundlag til et godt voksenliv, sagde formanden.
- Hvis mobilen er ens "bedste ven", kan man let blive ensom, for den kontakt, man når med andre mennesker over de elektroniske medier, er ikke nær så værdifuld, som kontakt mellem menneske til menneske.
Erik Christoffersen konstaterede, at dagligdagens hurtige tempo også er en stressfaktor for rigtig mange.
- Hvis man tager en rejse med tog, er det tydeligt at se, hvor meget de elektroniske medier har fat i mennesket år 2018. Næsten alle sidder med iPad, iPhone eller bærbar computer, enten flyver deres fingre legelet over tastaturet eller også lytter de til musik gennem ledninger og ørepropper.
- Hvornår har I sidst siddet omkring middagsbordet og nydt samværet, uden en eller flere af jer enten fået et opkald på mobilen eller giver et svar til en uden for gruppen.
- Næsten alt i dagligdagen er så målrettet, at alt for mange unge kommer bag efter, og det er ulykkeligt, hvis de giver op og siger til sig selv: "Jeg duer nok ikke". Vi er alle omgivet af medmennesker, og alle mennesker har en værdi. Vi har en forpligtelse til at tage hånd om hinanden.
Erik Christoffersen oplyste, at der i Sind bliver talt meget lidt sygdom.
- Men rigtig meget om, hvordan vi under de givne omstændigheder får det godt med hinanden og det bedste ud af tilværelsen.
Nu i efteråret har SIND Hjørring en foredrags serie om aktuelle emner, og i begyndelse af 2019 starter foreningen en gruppe for pårørende til psykisk sårbare personer.
- Vores gruppe Hjælpende Hænder har udført et flot stykke arbejde i sommer, og vi har en "Gå-gruppe" der hver søndag formiddag er på en naturvandring.
- Der er plads til et par stykker mere i ungegruppen, og vi leder efter en frivillig, der kan komme med gode ideer til det kreative værksted.
Aftenen bød på fællessang, spisning, musikalsk underholdning ved Ernest Petersen samt et interview af en lille flok fra Ungegruppen om, hvordan de boede og om deres arbejde.
- Det var så livsbekræftende at høre , hvor godt de havde indrettet sig, og om hvordan det gik på deres arbejdspladser og om deres fritidsaktiviteter, lyder det fra Erik Christoffersen.
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...