Efter 40 år som selvstændig advokat i Sindal og i en alder af 75 år har Johannes Funch lukket kontoret

SINDAL: Engang var der tre advokater i Sindal. Johannes Funch, Klavs Heiberg og Birte Dyrberg. Først ophørte Klavs Heiberg med sin advokatvirksomhed, så nedlagde Birte Dyrberg advokatkontoret i Vestergade og flyttede aktiviteterne til Hjørring, og nu har advokat Johannes Funch deponeret sin advokatbeskikkelse, lukket kontoret og har solgt ejendommen på Østergade 2A.

Efter 40 år som selvstændig advokat i Sindal og i en alder af 75 år synes Johannes Funch, at tiden er kommet til at nyde den tredje alder og få mere tid til familien og til at dyrke hans helt store interesse, Tysklands historie.

Interessen for Tyskland stammer helt tilbage fra de unge år i Thisted, hvor Johannes Funch er opvokset. Første gang han var i Tyskland var med forældrene på en rejse til Hamburg, da han var 10 år. Anden gang var i 1961 på en grupperejse til Berlin. Det var tre uger før Berlinmuren blev opført. Johannes Funch blev chokeret over den store forskel på Øst- og Vestberlin, og lige siden har han interesseret sig for Tysklands dramatiske historie og udvikling.

Især den tyske forfatter, dramatiker og systemkritiker Bertolt Brechts liv, forfatterskab, sange og skuespil er blevet nøje studeret. Efterhånden var kendskabet til Brecht så omfattende, at Johannes Funch stillede op med sin viden i de dengang så populære underholdningsshows Kvit eller Dobbelt med TV-værten Per Wiking. Det var i 1991, og Johannes Funch kæmpede sig helt frem til førstepladsen og vandt 64.000 kroner, hvilket var det højeste beløb, der kunne vindes.

I april måned i år skulle han havde været rejseleder på Ole Dybros Reformationsrejse til Berlin, men corona kom i vejen, så rejsen blev aflyst til Johannes Funchs store ærgrelse.

Johannes Funch er født i Svendborg og opvokset i Thisted, hvor hans far havde egen advokatvirksomhed. Og æblet falder som bekendt sjældent langt fra stammen, så Johannes Funch valgte også en livsgerning som advokat. Han blev kandidat fra Aarhus Universitet i 1974 og arbejdede herefter som advokatfuldmægtig i Frederikshavn. Under opholdet i Frederikshavn mødte han hustruen Lene, der var ansat i Engsigs Boghandel. Den 1. september 1978 begyndte han som advokat i Sindal i kompagniskab med advokat I.C. Horsager, og året efter overtog Johannes Funch virksomheden som eneindehaver i den tidligere sparekassebygning i Østergade 8. I 1993 købte Johannes Funch ejendommen på hjørnet af Østergade/Jernbanegade, hvor Vagn Arknæs havde haft herreekviperingshandel, og han har lige siden drevet advokatvirksomhed herfra.

Foruden advokatvirksomheden har Johannes Funch i 20 år været medlem af Sindal Menighedsråd, hvor han repræsenterede Borgerlisten. Og mange foreninger i Sindal nyder fortsat gavn af Johannes Funchs store lokale engagement, især til de årlige generalforsamlinger, hvor han er en eftertragtet dirigent.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...