Publikum og Hausgaard var i godt selskab på Vendelbohus

HJØRRING: Niels Hausgaard fra Hundelev og publikum fra Hjørring-området var fuldstændig på bølgelængde fredag aften på Vendelbohus.

Den lokale satiriker nåede med underfundige betragtninger, knivskarpe budskaber og sin vendelbolune optræden helt ned på bagerste række, hvor klukgin, smil og latterudbrud blandede sig med anerkendende nik og fascination. Fascination over, at Hausgaard i sit show: ”Du ved, hvad jeg mener” igen formår at forny sig og på samme tid holde fast i den Hausgaard, vi kender.

Musikforeningen ”I morgen er det jul, mor” var arrangør af Hausgaard-showet på Vendelbohus. Sådan har det været i mange, mange år. Og en af dem, der har været med alle år er Jørgen ”Basse” Larsen.

- Niels er på hjemebane her, og vi glæder og hvert år til Niels Hausgaard kommer på Vendelbohus, siger Jørgen Larsen, der har arbejdet sammen med Hausgaard siden 77, hvor han optrådte på Sysseltinget.

Sport on

Det kræver hurtighed på tasterne, hvis man skal sikre sig billetter til Hausgaards show, og sådan er det i hele landet. Og sådan er det hvert eneste år. Billetterne bliver revet væk på få minutter. Det kan Karin Bergh-Hanssen og Claus Ringberg fra Fjelsted ved Sindal nikke genkendende til.

- Vi er jo på arbejdsmarkedet, så vi var heldige at vores naboer sad klar ved computeren. Sidste år måtte vi tage turen til Musikhuset i Aarhus og året inden til Aalborg for at høre ham.

Og Hausgaard levede også i år op til deres forventninger - og lidt til.

- Han er sindsyg god, han er aktuel - han er knivskarp, som han plejer. Det er så fedt. Det kan ikke gøres bedre, lød deres reaktion på showet.

- Og det er en god bassist, han har med sig, tilføjede Karin Bergh-Hanssen, med henvisning til elbassist Henrik Schou Poulsen, S. P. (Gnags), der lagde lækker bund under Hausgaards akustiske guitarspil.

Claus Ringberg fremhæver Hausgaards politiske tæft.

- Han har stor politisk klogskab, teksterne er underfundige, morsomme, skarpe og satiriske - og de er mange gange sande. Han har livserfaringen med sig, og han kan lege med ord og følelser. Han har hele paletten med sig - det er fantastisk, siger Claus Ringberg.

- Det han laver er spot on.

Ok med skideballe

Niels Hausgaard spillede fredag - og igen lørdag aften - for fuld sal i Hjørring. Men aftenerne på Vendelbohus adskiller sig fra andre optrædender ude i landet. Blandt publikum er nemlig rigtig mange, som Hausgaard kender fra lokalområdet.

- Det er altid svært at spille for dem, man kender. Men man har godt af det - det er meget forpligtigende, smiler han.

Niels Hausgaard har skarp holdninger i sit show, og holdninger kaster til tider vrede reaktioner af sig blandt publikum.

- Jeg har været ude for at få skideballe bagefter. Og det er også ok, siger han med vanlig ro.

- Folk må gerne blive vrede - for vrede er en udmærket følelse, men jeg vil ikke gøre nogen kede af det. Det har jeg ikke mandat til.

- Vores styreform består af, at vi er uenige, og den uenighed skal vi da tage frem i lyset. Vi skal se uenighed som en positiv ting. Enighed bringer ikke så meget med sig - den ændrer ikke noget.

Efter fredagens optræden på Vendelbohus, gik turen hjem til Hundelev. Lørdag ventede arbejdet på stutteriet, inden det igen fik løs lørdag aften med endnu et show på Vendelbohus. Og dagsprogrammet kunne lyde som hård kost for en 75-årig. Men nej.

- Jeg synes ikke, det er hårdt. Jeg kan godt lide det her. Når jeg ser folk sidde i en bank hver dag ......det må være hårdt.

Den gode kontakt

Hausgaard nyder at spille i den gamle sal på Vendelbohus.

- Vendelbohus og andre lignende sale kan et eller andet, som det er svært at sætte ord på. Det giver en god kontakt - jeg føler meget god kontakt med publikum i aften. Dem der har bygget salen på Vendelbohus har vidst hvad de gjorde, de har virkelig vidst noget om lyd - det er optimalt, sagde Niels Hausgaard efter sin optræden fredag.

- I et andet lokale kan jeg lave det samme med et dejligt publikum uden at opnå samme kontakt, fordi rummet modarbejder. Det bliver man følsom overfor med årene. Det her sted kan noget.

Niels Hausgaard understreger, at han glæder sig over Hjørrings nye teater - Vendsyssel Teater.

- Men det kan ikke erstatte Vendelbohus - huset her kan det, teateret ikke kan.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...