jan Hertz gæster Vendsyssel Teater 3. marts

HJØRRING: Skuespiller og instruktør Jan Hertz har turneret landet rundt med sin anmelderroste soloforestilling ”Senior stand-up – i farver” og nu er turen kommet til Vendsyssel Teater.

På tirsdag kan du høre ham fortælle anekdoter om sit liv fra ung purk med ambitioner om at blive kirurg til en hverdag som offentlig person og folkelig teatermand. Vekselvirkningen mellem at være social og privat bliver sat på spidsen i denne på én gang morsomme og følsomme tour de force.

Situationer og mennesker har klæbet sig fast i hans bevidsthed og med en direkte facon gengiver Hertz’ nogle af Danmarks største personligheder, der har sat præg på hans liv. Med mere end 10 medvirkende i forestillingen genoplever han lyslevende situationer og som publikum kan du blandt andet ”møde” Ebbe Rode, John Price, Jørgen Reenberg, Kai Holm, Ejnar Federspiel, Helle Virkner, Poul Bundgaard og Dronning Margrethe.

Fra Hertz’ optræden på NørregadeTeatret i Maribo i midten af februar, har tilskuer Birgitte Andreasen sat ord på hvad, du kan forvente af forestillingen: ”Jeg og mit selskab vidste ikke, hvad der ventede os, men hold da op, hvor blev vi godt underholdt. Det var dejligt at opleve en person, der er så levende og fri for ”skemaer”, som du er. Der var sjove episoder, triste øjeblikke, følsomme situationer, og meget mere. Imitationerne udleverede ingen, men viste personerne på godt og ondt, på en fin og sober måde.”

Jan Hertz er skuespiller, instruktør, scenekunstner og teaterleder både indenfor teater, musicals og revy og har blandt andet været underholdningschef for Tivoli (1999-2001).

Det sker tirsdag 3. marts kl. 19.30

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...