600 friskoleelever dystede mod hinanden i samarbejde, fart og muskelstyrke

HJØRRING: Onsdag blev der heppet, knoklet og grinet på banerne ved Poulstrup Friskole & Børnehus.

Skolen var vært ved et stort idrætsstævne for 600 friskoleelever fra seks skoler. Foruden værtsskolen deltog børn og voksne fra Sindal Privatskole, Astrup-Sønderskov Friskole, Lørslev Friskole og Børnecenter, Friskolen Skallerup og Friskolen for Hundelev og Omegn.

- Det er tredje år vi arrangerer idrætsstævnet i tæt samarbejde med de andre friskole, fortalte Rune Carlsen, viceskoleleder i Poulstrup.

- Og vi gør det for at styrke fællesskabet. Vi har jo et tosse-godt samarbejde med de andre friskoler - vi mødes også til volleydag en gang om året, fortalte Rune Carlsen, inden han ilede over til en af de aktiviteter, som han stod i spidsen for.

Børn og voksne kunne glæde sig over masser af sol på dagen, men en kold vind over pladsen sørgede for en lidt for effektiv afkøling. Til middag ventede mere afkøling. På det tidspunkt rullede Hjem-Is bilen nemlig ind til skolen. Og så var der kolde lækkerier til alle.

Da dagen var omme kunne skolerne kåre vinderne og overrække tre pokaler til henholdsvis indskoling, mellemtrin og overbygning.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...