Storskærm, ølvogn og lounge er klar på Sct. Olai Plads foran cityscenen

HJØRRING: Gode kræfter i Hjørring er gået sammen om at stille en storskærm op på Sct. Olai Plads foran cityscenen, hvor der skal vises VM.
Jesper Spanner, der er medejer af Bjesken, har sammen med Morten Weinkouff fra Zwei Grosse taget initiativet og lagt et stort arbejde i, at der nu bliver vist VM på Storskærm - hele perioden.
- Det bliver helt vildt fedt, siger Jesper Spanner, der selvfølgelig er stor fodboldfan.
Han håber rigtig mange vil møde op og være med til at se kampene sammen med en masse andre lokale fodboldfans.
Storskærmen er på tre gange fem meter, og 14. juni bliver bolden givet op til åbningskampen.
- Vi kommer til at vise alle kampene, og vi håber, at der vil komme rigtig mange og heppe sammen med os. Mon ikke der især bliver fyldt til de danske kampe.
Arrangørerne har allieret sig med LIUF - Lundergård Idræts- og Ungdomsforening, der vil sælge øl og vand til fornuftige priser på pladsen.
- Jeg vil opfordre alle til at købe deres drikkevarer på pladsen, så der kommer penge i kassen til arrangementet. På den måde bliver der også mulighed for at arrangere andre events i fremtiden, tilføjer Jesper Spanner.
Jesper fortæller, at AVV vil stille brugte møbler til rådighed, og hermed bliver der skabt en "lounge" inde i byen.
- Men jeg vil opfordre folk til at tage deres klapstole med, så de er sikker på at få en siddeplads.
- Hvis vejret også fortsætter sådan her, så kan det kun blive en stor succes - fodbold, sol, kolde fadbamser og gode mennesker - det er da vist opskriften på en rigtig VM-sommer tilføjer event- og aktivitetschef i Hjørring Handel, Rikke Ejsenhardt, der selvfølgelig bakker op om eventet.
Arrangørerne skal tage hensyn til en lang række regler og rettigheder i forbindelse med VM-transmissionen. Og VM-evntet i Hjørring er både økonomisk bekosteligt og kræver ihærdig arbejdsindsats i hele perioden. Al grej og udstyr skal nemlig stilles op og tages ned på kampdagene.
Og Jesper Spanner mener, at det er hele indsatsen værd.
- De har VM-storskærme i både København, Århus og Aalborg - i alle de store byer. Og selvfølgelig skal Hjørring også være med, tilføjer han.
En række lokale firmaer har med sponsorater været med til at sikre, at Hjørring kan holde VM-fest i gaden.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...