Årets sidste fernisering i Mygdals nyrenoverede kunsthus, der er fyldt med indtryk og udtryk

MYGDAL: Mygdalhus har i år oplevet højere besøgstal og større salg af kunst og kunstværk end nogensinde før i kunstnerhusets historie.
Det fortalte formand Claus Brøndum, da der lørdag var fernisering med årets sidste gæsteudstillere, nemlig maleren Susanne Matzen - også kendt som fra duoen Sussi og Leo - samt Henrik Sigensgaard, der præsenterer imponerende trækunst tilført humor og snilde.
Byens tidligere dagligvarebutik måtte lukke, og ildsjæle valgte at forvandle huset til kunsthus. Og inden årets sæsonåbning, tog de huset til et nyt niveau med en gennemgribende renovering.
- Da vi åbnede i påsken i år, var det i nye lokaler, og det har betydet en fantastisk forvandling. Og vi har haft kæmpe fremgang i besøgstallet og salget i år. Det er 50 procent over de tal, vi før har opnået. Så det vi har gjort, er ikke helt ved siden af. Mange af de udstillede ting bliver præsenteret flottere i de nye lokaler, siger Claus Brøndum.
Frivillig arbejdskraft, fonde og sponsorater var med til at løfte renoveringsprojektet.
28 faste kunstnere og kunsthåndværkere frister hele sæsonen med deres værker. Og hertil kommer skiftende gæsteudstillere.
- Vi har selvfølgelig alle gæsteudstillere på plads til næste år, og vi er i gang med at planlægge 2020.
Årets sidste ferniseringstale holdt byrådsmedlem Jørgen Bing.
- Jeg har altid været fascineret og draget af området her, og har glædet mig over det initiativ og den driftighed, der har præget Bjergby og Mygdal, sagde han i talen.
- Der er vist ikke mange byer af Mygdals størrelse, der har så mange kunstnere og kunsthåndværkere.
Han nævnede også Herregården Odden og Kunstnerstien som kulturelle aktiver for området.
Og Mygdalhus er resultatet af ildsjæles, kunstneres og kunstelskeres fælles initiativ.
- Inden for det sidste år er stedet isoleret og istandsat, så det fremstår både smukt, funktionelt og hyggeligt. En lang række udstillere suppleret med spændende gæster byder på et meget bredt og varieret udbud af kunst og kunsthåndværk året rundt, konstaterede dagens taler.
Jørgen Bing glædede sig over, at Mygdalhus frem til jul præsenterer på to originale og sprælske gæsteudstillere.
- Susanne Matzen - Sussi - har ud over musikken også flair for billedkunst. Der er tale om farverige og motivmæssigt livsbekræftende akrylværker med flere lag.
Henrik Sigensgaard - også kendt som Woodpek - leverer også spræl og satire med sine skulpturer og billedværker.
- Når jeg ser Henriks arbejder kommer jeg til at tænke på, hvor lang Emil fra Lønneberg kunne have drevet det, sagde Jørgen Bing.
- Og for begge kunstnere gælder det, at man med fordel kan medbringe en god portion humoristisk sans.
21. december lukker Mygdalhus, og dørene åbner igen i 2019 i påske.
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...