Søren Hermansen har fået tildelt KFUM-spejdernes 75 års stjerne

HJØRRING: Lørdag havde KFUM-spejderne Sct. Catharinae gruppe inviteret alle, som ville være med til at fejre Søren Hermansen i anledning af, at han har fået tildelt KFUM-spejdernes 75 års stjerne som bevis på, at han har været spejder i 75 år.

Der var mødt cirka 75 gæster op, som gerne ville se, hvordan sådan en 75 års stjerne ser ud, og det var både nuværende og tidligere spejdervenner, gruppeledere fra nabogrupperne, familie og venner fra blandt andet Hjørring Y´s Mens Club, hvor Søren også er med.

Spejdernes Brass Band spillede først nogle numre for Søren og hans gæster, og Søren fik overrakt en speciel udgave af brassbandets pris ”En god kammerat”. Derefter var der kaffe med friskbagte boller og kage.

Der var flere taler blandt andet fra gruppelederen i Højene, Conni Jepsen, formanden for Hjørring Y´s Mens Club, Erling Hyldgaard, og KFUM-spejdernes distriktschef Ib Rævdal. Alle lagde vægt Sørens altid positive tilgang til tingene, hans vedholdenhed og hans evne til at finde en løsning på de udfordringer, der dukker op. Disse kompetencer er det, som alle virksomheder og arbejdspladser gerne vil se hos medarbejderne. Det er med nutidens buzzwords ”involvement” og ”engagement”, og det har Søren praktiseret længe før det blev moderne. Det har i 75 år været til gavn for både spejderbevægelsen og andre steder, hvor Søren har slået sine folder.

Søren har ikke altid været spejder i Sct. Catharine gruppe. Søren har bestridt mange poster i gruppen. I mange år var Søren gruppeleder, og han har været leder for alle de forskellige enheder der er, dvs. Søren har haft med børn i alle aldre at gøre, og det er helt sikkert ganske få, som ikke husker Søren fra deres spejdertid. Søren sluttede med at være leder for et par år siden, hvor han i de sidste mange år var bæverleder, leder for de yngste spejdere. Selv om Søren ikke længere kommer til ugentlige spejdermøder, kan gruppen altid regne med hans hjælp til fællesarrangementer, og at han gerne giver en hånd med ved oprydning og vedligeholdelse af spejdernes område. Dog havde Søren ikke fået lov til at være med i planlægningen af lørdagens arrangement, hvilket han dog helt sikkert gerne ville have været.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...