Solo-cabaretten Hurra spillede på Cafe Liva i sensommeren 2019 - nu kommer den til Hjørring

HJØRRING: Hjørring Teater åbner den nye teatersæson med Jacob Morilds 20-års jubilæumscabaret HURRA.

Forestillingen vises torsdag 17. september på Vendelbohus.

Jacob Morild er flere gange udråbt til én af landets skarpeste satirikere - og dette cementerede han igen-igen i solo-cabaretten Hurra, som spillede på Cafe Liva i sensommeren 2019 og markerede Jacob Morilds 20-års jubilæum som leder af landets eneste faste cabaretscene.

Pressen kvitterede med 5-stjernede anmeldelser

Og selve forestillingen…? Tjoh…der er jo sket ufatteligt meget på det ene år, siden forestillingen havde premiere, men Jacob Morild’s særkende har altid været, at kunne opdatere sit materiale, så aktualiteten står lysende skarpt og trods vi pludselig er i en tid med Corona-virus og krav om større afstand, lider Morild ikke af berøringsangst, men stiller op med et større persongalleri, der udover ham selv tæller Marathon-løbere, dansktop-sangere, ældre rockmusikere og en enkelt spindoktor – og samtidig stiller Morild de helt aktuelle spørgsmål:

Er det p.(e).t. forsvarligt at arbejde i Forsvaret?

Bliver satirikerne arbejdsløse, hvis Trump taber Præsident-valget – eller vil de starte en underskriftsindsamling for at få Uffe Elbæk tilbage i Alternativet, for at ha noget at rive i?

Er man racist, hvis man synes at fremtiden ser sort ud?

Og skal man i det hele taget grine eller græde over Verdens Tilstand…og hvis man gør begge dele samtidig, er det så krænkende – og i så tilfælde; for hvem?

Kort sagt: Er der egentlig noget at råbe HURRA for? – og hvorfor ikke?!

Gæsterne kan bestille Stegt flæsk med persillesovs hos Topholt&Andersen på Vendelbohus.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...