Jens Nielsen har sammen med Arne Andreasen udgivet 15 nye sange

HJØRRING: Mit Danmark er titlen på en ny udgivelse med 15 nye, danske sange. Bag udgivelsen står to herrer med gedigen erfaring i det musiske univers og med talrige udgivelser bag sig - nemlig Jens Nielsen, der har komponeret musikken og Arne Andreasen, der har skrevet teksterne.

Jens Nielsen er fra Aalborg, har boet i Lørslev i mange år og bor nu i Hjørring, hvor han har egen virksomhed: Nielsens Musik. Han er dirigent for Bindslev-koret og er ansat som kirkemusiker ved Brønderslev Kirke.

Jens Nielsen har tidligere været leder af musikskolen i Sæby og har undervist i blandt andet klaver, violin og sang.

Sange til nye generationer

Hæftet med de 15 danske sange indeholder tekster, melodier, becifringer og klaverpartitur.

Og ifølge komponist og tekstforfatter har de nye sange såvel rødder som vinger. Deres mål har været at ramme lige ind i syngelysten - og at få en eller flere af sangene optaget i Højskolesangbogen, når den 19. udgave udkommer i 2020. I løbet af 2018 har alle kunnet foreslå sange til den nye udgivelse.

- Hver generation skal have sine egne sange. Og hver generation skal til stadighed have nye sange om årstiderne, om kærligheden, om Danmark, om morgen- og aftenstemninger, om tro og integration, lyder det i forordet fra Arne Andreasen og Jens Nielsen, og de konkluderer samme sted, at vi har brug for, at sangene tolker virkeligheden i et sprog, som vi forstår:

- Mit Danmark sætter den danske sang ind i 2020erne med skyldig hensyn til rødder i den verden, vi kender. Og med lyst til, at vingerne både fornyer og bærer og giver mulighed for at se det hele lidt fra oven i et større perspektiv.

Et langt musikalsk parløb

Arne Andreasen og Jens Nielsen har skrevet sammen siden 1993, da de var højskolelærere på Sjælland og boede dør om dør.

- Arne kunne lige sende en tekst over hækken til mig og få en melodi retur næsten morgen, smiler Jens Nielsen.

- I dag foregår det bare digitalt, siger komponisten og tilføjer, at hæftet med de 15 nye sange bygger på rigtig meget lyst til at nyskabe musik og tekster, der rækker ind i fremtiden.

De har begge adskillige musik- og tekstudgivelser bag sig, og de har altid sigtet efter høj-, efter- og folkeskolerne, kirkerne samt børne-, ungdoms- og folkekorene.

- Vi har holdt en lang pause efter to tidligere samlinger. Men for to og et halvt år siden spurgte Arne, om vi skulle skrive nye sange til Højskolesangbogen, der kommer i 2020. Og mailen fra Arne udviklede sig til samlingen med de 15 nye, danske sange.

- Da vi lavede oplægget, gik vi Højskolesangbogen igennem og fandt emnerne til vores sange.

Video med lokalkendte

Tre numre i Mit Danmark er indspillet med tilhørende video, og der er QR-kode i hæftet, så læserne kan få både musik og tekst levendegjort. De tre sange ligger også tilgængelige på nettet. Og det er i øvrigt lokalt forankrede Anna Vind Andersen - datter af Henrik Baloo Andersen - der synger på udgivelsen samt en af Jens Nielsens tidligere musikskole-elever - Rasmus Sørensen - der spiller klaver.

- Min nevø har lavet videoerne til sangene, og Mit Danmark er en mangfoldighedsvideo. Budskabet er, at vi er mangfoldige og Danmark tilhører os alle sammen, siger Jens Nielsen.

Nogle tekster er kirkelige, mens andre i højere grad favner folkeligheden.

Jens Andersen har i øvrigt bidraget med musik til to sange i den seneste udgave af Højskolesangbogen: Troen er ikke en klippe som Jens Rosendal har skrevet tekst til.

- Den skrev jeg, da jeg var 19 år. Og så har jeg skrevet musik til en Piet Hein tekst, der hedder: Nu leger tidlig forårssol.

Dansk Sang - Musiklærerforeningens forlag - har udgivet Mit Danmark-samlingen, og den kan købes i Betty Mogensens Boghandel i Hjørring.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...