Arne Boelt (A), Per Hyldig (O) og Mette Jensen (C) tager afsæt i værker de selv har valgt og taler om tilhørsforhold

HJØRRING: Tirsdag den 10. marts inviterer Vendsyssel Kunstmuseum til den første af i alt fire samtalesaloner med politikere fra Hjørring Byråd.

Hen over foråret danner museet rammen om en række Samtalesaloner, hvor politikere fra Hjørring Byråd, med afsæt i et værk de hver især vælger fra museets udstillinger og samling, taler om tilhørsforhold. Det afsløres løbende, hvem du kan møde hvornår.

Paneldeltagerne den 10. marts er: Arne Boelt (A), Per Hyldig (O) og Mette Jensen (C).

I samtalerne indgår blandt andet refleksioner over, hvilke geografiske steder vedkommende forbinder med Vendsyssel, og hvad det egentlig vil sige at være vendelbo. For nogle er det Vesterhavet, klitterne, Rubjerg Knude Fyr, blæsten eller noget helt tredje. Undervejs kommer også et bud på, hvor mange generationer, der skal til, før man kan kalde sig for vendelbo!

Særudstillingen Pernille Egeskov - Belonging sætter fokus på tilhørsforhold. Tilhørsforhold er et yderst interessant og relevant emne i en verden, hvor det både fysisk og digitalt er muligt at flytte sig, og hvor mange desværre er nødsaget på flugt; hvornår føler man så, at man hører til et sted? Hvornår føler man sig så hjemme?

I en periode hen over efteråret 2019 opholdt Pernille Egeskov (f. 1970) sig i Vendsyssel Kunstmuseums kunstnerbolig og -atelier med det formål at indsamle vendelboernes stemmer. Forud for opholdet havde museet efterlyst borgere, som havde lyst til at lade sig interviewe af kunstneren og sætte ord på, hvordan og hvornår man føler, man hører til, eller ikke hører til, et givent sted. Og interessen for at medvirke var stor. Blandt de deltagende er også politikere, heriblandt borgmester Arne Boelt.

Det blev til i alt ni interviews med borgere i alderen 10 til 88 år, og tilsammen udgør de transskriberede samtaler værket Jeg bor i Vendsyssel / i Danmark / i Europa / i verden / i universet, der kan opleves på udstillingen Pernille Egeskov - Belonging frem til 3. maj 2020.

Samtalesalonerne finder sted 10. marts, 26. marts, 16. april og 28. april. Alle dage kl. 19.00 - kl. ca. 20.30.

Arrangementerne er gratis og åbne for alle. Tilmelding er ikke nødvendig.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...