26-årig kosmetiker har altid drømt om at få foden i egen klinik - nu gør hun drøm til virkelighed

HJØRRING: Kosmetiker Sahar Salal har åbnet skønhedsklinikken Clinique Sahar i Nørregade 18 A i Hjørring.

Her tilbyder hun blandt andet ansigtsbehandlinger, voksbehandlinger, farvning og pleje af bryn og vipper, permanent vippebuk, eyelash extensions, spraytan, massage, manicure og shellac til neglene.

Sahar Salal har øje for detaljen, hun er perfektionist og går ikke på kompromis med sit arbejde.

- Jeg går meget op i kvalitet, og kunderne kan være sikre på, at jeg har styr på det. Jeg er uddannet kosmetolog - en uddannelse på to et halvt år, der vekslede mellem teoretisk undervisning på skolen i Aalborg og praktik på en klinik i Tønder.

Sahar blev udlært kosmetiker i maj 2017, og har siden været ansat hos Margit Pedersen i Clinique Zerafine i Østergade.

- Jeg har altid haft en drøm om at åbne mit eget, men jeg havde også tænkt, at jeg skulle have et eller to års erfaring, inden jeg var klar. Min chef, Margit Pedersen, besluttede sig for at flytte klinikken hjem i sit eget hjem. Og så tænkte jeg: Det er nu eller aldrig. Nu havde jeg chancen, og jeg følte, at det var det rigtige for mig.

Den følelse har Sahar fortsat.

- Og jeg fik rigtig stor støtte og opbakning fra Margit Pedersen til at tage skridtet og få min egen klinik. Jeg har også valgt at beholde de produkter, som Margit Pedersen benytter, fortæller Sahar.

- Leverandørerne kender mig, og ved hvad jeg står for. De har også bakket mig op, fortæller Sahar Salal.

- Margit Pedersen har også fortalt kunderne, at jeg åbner klinikken i Nørregade - og heldigvis følger mine faste kunder med mig til min nye klinik. Jeg har fået en del bookinger ind allerede, smiler Sahar.

Sahar Salal faldt for lokalet i Nørregade, hvor en anden klinik tidligere har haft til huse.

- Så snart jeg trådte ind af døren, vidste jeg, at det var mit sted - at det var her, jeg skulle etablere min klinik.

Sahar Salal bor i Brønderslev, og hun og familien kom til Danmark fra Irak, da Sahar var ni år. Hun tog HF-eksamen fra Brønderslev Gymnasium, og herefter begyndte hun på kosmetikeruddannelsen i Aalborg. Hun har undervejs også fået udelt støtte og opbakning fra sin familie.

I dag, fredag, åbner Clinique Sahar - og i dag fylder Sahar i øvrigt 26 år.

Sahar Salal har arbejdet hårdt for at opnå kompetencer og kapital til at åbne egen klinik. Og hun er nu parat til at arbejde hårdt og målrettet for at få succes med sin egen klinik: Clinique Sahar.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...