Team Hjørring er begyndt forberedelserne, inden afgangen mod Paris næste år

HJØRRING: Team Hjørring har allerede blikket rettet mod Byernes by, men det er nu først planen, at feltet ankommer til Paris 13. juli 2019.
Men træningen er i fuld gang: Søndag den 12. august var den officielle start på en rejse af 11 måneders varighed, hvor kulminationen er afgang til Paris 5. juli og ankomst lørdag 13. juli.
Holdets 15 unge THY-ryttere (THY: Team Hjørring Youth) i har været i gang siden april, mens de omkring 75 voksne begyndte deres fælles træning søndag. De vil frem til 28. september 2018 træne sammen to gange om ugen og slutte af med en weekendtur til Viborg den 29. - 30. september på ca. 300 km.
Vinter-træning foregår i motionscenter, enten spinning eller MTB. Landevejen kalder igen i april næste år. I forårssæsonen skal der trænes ca. 3500 km inden afgang.
Holdet består også af et servicehold på en halv snes personer - på sigt gerne dobbelt så mange.
Teamchef er Peter Aagaard.
På grund af den grundige forberedelse kører man kun til Paris hvert andet år - også i 2013, 2015 og 2017 var man af sted.
Team Hjørring skriver blandt andet følgende om sig selv på deres hjemmeside: Foreningen Team Hjørring er en paraplyforening, der har som formål at støtte sundhed, sport og kultur i Hjørring Kommune.
Team Hjørring startede i 2012 i samarbejde mellem Rotary-klubberne i Hjørring Kommune.
Foreningen ledes af en bestyrelse og paris-projekterne ledes af styregrupper nedsat af bestyrelsen i Team Hjørring.
Alle projekterne har haft som delformål at oprettet et ungdomshold på ca. 15 unge mennesker, der sammensættes blandt elever på skolerne i Hjørring Kommune.
THY holdet udstyres med avancerede racercykler og alt det nødvendige udstyr, trænes af erfarne ryttere fra Team Hjørring og cykler med voksenholdet til Paris efter ca. halvandet års træning.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...