Hjørring Handelsstand - Vareudbringningsprojekt Stjernebilen går godt

HJØRRING: Corona-virussen giver en lang række borgere i Hjørring store problemer med at handle ind. Derfor satte Hjørring Handel i onsdags gang i en vareudbringnings-service - ordningen kaldes Stjernebilen.

Og Stjernebilen - som faktisk er tre biler udlånt af Peugeot, Centrum Auto og Danbolig - er allerede kommet i fart.

- Rigtig mange af vore medlemmer og deres kunder har taget utrolig godt mod tilbudet - og det har givet os en fin start, siger handelschef Rikke Ejsenhardt.

Gennemsnitligt leveres der via ordningen omkring 40 pakker dagligt.

- Siden vi tog initiativet for udbringningen af udvalgsvarer, er der kommet nye forordninger, som har betydet at flere butikker i byen er lukket ned - dels i Metropol og dels en række kædeforretninger, som følger en national beslutning.

- Men vi er sikre på, at ordningen med Stjernebilen nok skal blive en succes, siger Rikke Ejsenhardt.

Hun har en forventning om, at der over de kommende dage vil ske en yderligere vækst i behovet.

- Og vi er klar til at imødekomme efterspørgslen. Flere har allerede henvendt sig til os og tilbudt deres assistance med udbringningen, hvis vi skulle komme til at mangle kapacitet, siger Rikke Ejsenhardt.

Hun håber på at virkelig mange vil benytte tilbudet og dermed være med til at holde hånden under de mange åbne butikkers omsætning.

Myndighederne har ønsket at fastholde en struktur med en åben dagligvarehandel og udvalgsvarehandel og det for at sikre, at samfundet ikke går helt i stå.

Og det ønsket bakker Hjørring Handel helt op omkring.

- Derfor er det vores håb, at vore mange forbrugerne tænker lokalt og lægger handlen her - eller nationalt, hvis det lokale ikke er muligt.

- Det er vigtigt at vi rykker sammen i bussen og derfor skal vi sige nej til netbaserede løsninger fra det store udland. Det vil ikke gavne vores samfund, når vi skal til at bygge op igen efter Coronakrisen, siger Rikke Ejsenhardt.

Og har man ikke behov for at købe ind nu - eller kan man ikke fordi ens frisør er lukket, så kan man i stedet vælge at erhverve sig et gavekort.

- Vi i Hjørring Handel anbefaler gavekortløsninger - for vi skal jo klippes på et eller andet tidspunkt - have nye bukser eller skjorter eller noget helt tredje. Og ved man ikke præcis, hvad man måtte mangler, så har Hjørring Handel jo sin egen gavekortløsning, som sikrer, at pengene ender i de lokale butikkers kasser på et tidspunkt, siger Rikke Ejsenhardt,

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...