Headspace Hjørring slog tirsdag dørene op første gang for Hjørrings unge

HJØRRING: Tirsdag slog Headspace Hjørring dørene op for de unge i byen. Headspace-centeret ligger centralt i Hjørring på Amtmandstoften 2.

Headspace tilbyder gratis og uforpligtende rådgivning til børn og unge.

Leder af centeret i Hjørring er Jesper Overgaard Andersen. Han er uddannet socialrådgiver fra Aalborg Universitet og kommer fra en stilling som forstander for Godthåb, et opholdssted for unge mellem 10 og 18 år. Inden da har han arbejdet som mentor og jobcoach for udsatte unge.

Jesper og den nyansatte ungerådgiver Lise Hvarre Primdahl har i den seneste tid knyttet 18 frivillige til centret, men der er behov for flere frivillige.

- Det kommer selvfølgelig an på, hvor mange af Hjørrings unge, der vil benytte sig af centret, men jeg forventer at vi skal op på cirka 50 frivillige i alt, siger Jesper Overgaard Andersen.

Lise Hvarre Primdahl er 29 år, og hun begyndte som ungerådgiver i oktober. Lise er uddannet kriminolog og har seks års erfaring med organisering af frivilligt socialt arbejde, hvor hun blandt andet har haft samtaler og grupper for unge.

- Lise har et virkeligt stærkt drive, og har på kort tid fået dannet relationer med de unge samt de lokale skoler og andre samarbejdspartnere. Lise får naturligvis også en central rolle i forhold til rekrutteringen af de frivillige, tilføjer Jesper Overgaard Andersen.

Det Sociale Netværk/headspace Danmark har eksisteret siden 2009 og skabt en lang række initiativer, der primært hjælper børn og unge, psykisk sårbare og pårørende.

Headspace findes i 18 forskellige byer med uforpligtende og gratis rådgivning til børn og unge. Hjørring er den seneste by til at få et headspace-center.

Borgere der er interesseret i at blive frivillig i headspace Hjørring kan kontakte Jesper Overgaard Andersen.

Den officielle åbning af headspace-centeret i Hjørring er planlagt til senere i måneden.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...