SINDAL: Sidste mandag var der sæsonstart i 4H haverne på Amager tæt på kanopladsen i Sindal. Det var en lidt kølig og blæsende start på sæsonen, men alligevel var der tæt på de 10, som der må være samlet i disse tider. Da 4H har 37 medlemmer i alderen 6 - 16 år, er det nødvendigt med flere mødeaftener i løbet af ugen grundet forsamlingsforbuddet.

Der er aktiviteter i haverne hver mandag fra klokken 18.30 til 20.00 samt hver torsdag fra klokken 18.00 til 19.30. Alle er velkommen, men det er nødvendigt med tilmelding til foreningens sekretær Annette Lauritsen, så der ikke samles mere end 10 hver gang. Dette er gældende, indtil Regeringen kommer med nye retningslinier.

Denne første aften blev det sted, hvor hver deltager får deres eget lille jordlod klargjort. Her blev der samlet sten i store mængder, inden området skal tilsås med forskellige grøntsager.

Efter det slidsomme arbejde var det tid til grundig håndvask og afspritning, før der blev serveret kage og saftevand.

I løbet af sæsonen, der strækker sig til uge 43, er der foruden havearbejdet flere forskellige aktiviteter som grillaftener og konkurrencer med smådyr blandt andet kaninhop.

4H står for “Hånd, Hoved, Hjerte og Helbred”, og organisationen har siden 1938 arbejdet med at give børn og unge mulighed for at lære ved at udføre. 4H har en lang tradition med at kombinere praktiske aktiviteter knyttet til natur, jord, dyr og mad. 4H er startet på landet, men findes nu overalt. I 2015 igangsatte 4H en aktivitet, der giver børn i de danske byer mulighed for at dyrke deres egne grøntsager. Projektet hedder “Fælleshaver i byen” og er lavet i samarbejde med Nordea-fonden. Arbejdet i haverne øger samtidig børnenes interesse for madens oprindelse og bidrager til at grundlægge sunde madvaner.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...