Hjørring-værksted med bilsalg har snart eksisteret i et år og indgår nu samarbejde med Teknicar

HJØRRING: HolmLy Biler, der snart har et år på bagsmækken, blev til, da Michael Holm Espersen og Anders Lytzen faldt i snak foran byens juletræ i december 2017.

De kendte hinanden i forvejen, da de havde døtre i samme klasse - og Anders og Michael begyndte at arbejde på en plan.

1. marts 2018 åbnede de dørene til HolmLy Biler på Georg Jensens Vej i Hjørring.

- Vi er blevet taget rigtig godt imod, og har fået en masse positiv feedback fra vores kunder, fortæller Michael, indehaver af HolmLy Biler og fortsætter:

- Det første år er gået rigtigt godt, og vi håber på at komme tæt på 200 solgte biler når vi kommer til marts.

Anders og Michael har tilsammen tæt på 40 års erfaring indenfor bilbranchen, og de ved hvad det kræver, for at drive et værksted.

- Tilbage i 2008 startede jeg Lytzen Cars & Bikes op i Hjørring, efter at have været medejer af Erik Lytzen el i 8 år, hvor jeg også er udlært, jeg valgte at sælge min andel af Lytzen Cars & Bikes tilbage i 2014. Derefter startede jeg hos au2parts Hjørring, der er en lokal autogrossist, men jeg kunne mærke, at jeg savnede håndværket. At arbejde med biler, og være herre i eget hus fortæller Anders, indehaver af HolmLy Biler.

Michael er uddannet mekaniker hos Brdr. Hosbond/ Niels Dalsgaard Hjørring, der hovedsageligt beskæftigede sig med Ford og Mazda. Herefter har han arbejdet som mekaniker på samme værksted og siden som værkfører, indtil Anders og Michael startede HolmLy Biler.

- Vi har nu haft værksted med bilsalg i snart et år, og har valgt at indgå samarbejde med Teknicar med opstart fra 1. februar. Det er en landsdækkende værkstedskæde, og hos Teknicar får vi automatisk opdaterede tekniske data, så vi altid er i stand til at reparere alle bilmærker. Ligeledes bliver vi en del af et fagligt netværk, hvor vi kan søge råd og vejledning blandt ligestillede, udtaler Michael.

- Derfor kan vi nu koncentrere os om det vigtigste - nemlig at betjene kunderne og deres biler, tilføjer Anders.

Både Michael og Anders bor i Hjørring. Anders er gift med Ann og har børnene Sofie og Rasmus. Michael er gift med Maibritt, og de har børnene Cecilie, Joachim og Karla.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...