Efter den årlige tur til Roskilde Festival blev sløjfet, har en gruppe unge startet deres egen festival

VIDSTRUP: En vennegruppe på cirka 15 unge har i år gennemført deres egen festival - Vidstrup in Wonderland.

Vennerne har kendt hinanden siden folkeskolen, mens nogle stykker er stødt til i gymnasietiden. De har altid været en sammentømret flok på trods af, at de nu er spredt fra alle vinde. De fleste bor og studerer i Aalborg, Aarhus og København, og de plejer at tilbringe tid sammen hver eneste sommer. Det har tidligere udmøntet sig i ture på Roskilde- og Skanderborg Festival og udlandsrejser.

- Vi har et rigtigt stærkt sammenhold i vores gruppe, og vi bruger meget tid sammen, også resten af året, fortæller Benjamin Marcus Nielsen.

Men så blev der stukket en kæp i hjulet i form af nedlukningen af samfundet med dertil hørende forsamlingsforbud, og så kunne den slags ikke længere komme på tale.

En aften i april blev de unge mennesker dog enige om, at de måtte lave deres egen festival. Bare dem, en flok telte og en omgang dåseøl i en baghave.

Men som tiden gik, og corona-situationen lysnede, kom de frem til, at de godt kunne have plads til flere.

- Vi tænkte, at vi ikke var de eneste, som ikke kunne komme på festival i år. Alle vores venner havde også fået deres planer ødelagt, siger Benjamin Marcus Nielsen.

Og så begyndte de at arrangere deres egen festival med 100 gæster, og onsdag 29. juli blev hegnet således væltet til Vidstrup in Wonderland.

- Vi har fået stablet en program på benene, som primært består af lokale kunstnere, blandt andet youtuberen Johnni Gade.

- Og så har vi selvfølgelig vores øltelt, hvor der er masser af plads til at feste og danse om aftenen, siger Benjamin Marcus Nielsen.

I bedste festival-stil er der naturligvis også en madbod, hvor man kan få noget at spise, ligesom der også er en bar, hvor man kan købe øl og drinks til fine priser, mens man - lige akkurat som på Roskilde Festival - er velkommen til at medbringe alle de rammer lunkne Slots Classic og tundåser, man har lyst til.

- Det er lidt som Roskilde, bare i mindre skala.

Et eventuelt overskud bliver doneret til en god sag - og gerne til noget i Hjørring-området.

For Bertil Markus Hall, hvis forældre lægger grund til ViW - som festivalen hedder i daglig tale - er det vigtigt også at understrege, at det ikke kunne fungere uden naboernes opbakning.

- Vi vil gerne takke naboerne og hele Vidstrup for at være forstående og rummelige over for vores larm, siger han.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...