Børn og voksne var mødt talstærkt op for at fejre rejsegildet på byggeriet der skal huse vuggestue, børnehave og klub

HJØRRING: Et rejsegilde er håndværkernes fest. Og i Børne- og Ungehuset Lundergaard blev dagen også en stor festdag for institutionens mange børn.
De havde nemlig sørget for at pynte op med balloner og flag ved de midlertidige pavilloner, og så var de i øvrigt også selv klædt på til fest. De var klar til at råbe hurra, være stille under talerne - og spise pølser fra den mobile pølsevogn.
BoVendia og Hjørring Kommune havde inviteret rejsegildet på byens nye daginstitution, der skal være tryg base for 42 vuggestuebørn og 125 børnehavebørn. I det nye byggeri bliver der også plads til klubben.
Bygningen bliver på 1670 kvadratmeter og kommer til at koste i omegnen af 30 mio. kroner.
Direktør i BoVendia, Johnny Jensen, glædede sig over det gode samarbejde mellem de involverede parter.
- Samarbejdet fungerer rigtig godt. Så allerede nu kan vi sige, at slutresultatet sidst på året blive rigtig godt. Hele tilblivelsen af projektet har været lagt ud til eksperter - nemlig brugerne. Rigtig mange er kommet med gode indspil, der kommer til at virke, når huset kommer i drift, tilføjede Johnny Jensen.
- Huset skal skabe rammer og et godt klima for, at alle I børn kan lege og udvikle jer. Og det skal være et hus, hvor de ansatte kan trives og passe deres vigtige job.
Institutionens faglige leder, Katrine Kanstrup, glædede sig over det store fremmøde.
- Vi kan dag for dag se, at byggeriet skrider fremad. Kæmpestor tak til håndværkerne - både fordi I knokler hver dag, men også fordi, I underholder vores børn i den grad. Der er så meget at se på. Der er en masse maskiner, skovle, jord og sand, sagde lederen.
Hun roste børn og personale for pynt til rejsegildet. Kreative kræfter havde tilmed lavet en ekstra krans med flag og farvede bånd som supplement til den klassiske krans, der var hængt op på byggepladsen.
- Forældrene skal også have tak for deres tålmodighed, tilføjede Katrine Kanstrup.
Og så var der hurraråb - og pølser. Og alle interesserede kunne gå en tur i nybyggeriet, der ifølge planen skal være klar til indflytning 17. december.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...