Af Michael Strandfelt
Line S. Jensen løftede pokalen for tå siden, da fortuna vandt pokalfinalen. Foto: Henrik Bo

Line S. Jensen skal spille i Hjørring igen

HJØRRING: 26-årige Line S. Jensen trækker igen i den grøn-hvide bluse, og rygnummeret er 7 det samme som, da hun for to år siden forlod Fortuna for at prøve lykken hos Washington Spirit I USA.
Line S. Jensen har skrevet kontrakt med Fortuna, og arbejder nu på at blive klar til sæsonstart i 3F-ligaen og kampene i UEFA Womens Champions League.
- Jeg ser frem til igen at være med i Fortuna, hvor jeg foruden at bidrage til gode klub-resultater også vil dyrke mit mål, der er at vende tilbage til A-landsholdet, siger Line S. Jensen.
Karrieren har stået lidt i stampe for Line S. Jensen efter hun i EM-semifinalen sidste sommer pådrog sig en alvorlig knæskade, der ødelagde både ledbånd og korsbånd. Hun blev efterfølgende opereret og har siden været i gang med genoptræning. Nu bør hun altså være klar til at tørne ud for Fortuna Hjørring.
- Den klub kender jeg jo som min egen. Her er gode rammer og fine vilkår. Det er positivt at komme i gang på et hold, der lige er blevet dansk mester. Her er vilkårene for yderligere udvikling, efter min opfattelse bedre, end hvis jeg allerede nu skal til at kæmpe mig opad i en udenlandsk klub, siger hun.
Line S. Jensen kom til Fortuna fra Års via B52 som 17-årig. Inden turen til USA havde hun spillet 240 kampe på Fortunas elitehold. Foruden liga-kampene har hun spillet 66 A-landskampe

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...