Mikkel Wohlgemuth trådte igen ind på grønsværen i Hjørring, da midtbanespilleren med sit indhop var med til at sikre et point

FODBOLD: Vendsyssel fik søndag sat en prop i den nederlagsstime, som efterhånden havde indtruffet i 1. divisionsklubben. Hjørringenserne fik nemlig udlignet til 1-1 mod FC Fredericia og hentede et point.

Her fik Mikkel Wohlgemuth sit store comeback og lagde også op til udligningen i kampen, hvor Kevin Mendoza hev flere store redninger frem for hjemmeholdet.

Vendsyssel kom bedst ud til kampen og fik spillet sig igennem et par gange. Efter 10 minutter kunne Mikkel Agger også have sendt hjemmeholdet foran, men Fredericia-målmanden var kvik.

Kort efter appellerede Vendsyssel for straffespark, da canadiske Easton Ongaro faldt i feltet. Men dommer Lasse Graagaards fløjte forblev tavs.

Til gengæld fik Fredericia et overtag i kampen. Det mundede ud i mål efter et kvarters spil. FC Midtjylland-lejesvenden Raphael Nwadike driblede sig alene igennem det nordjyske felt og sendte bolden ind på indersiden af stolpen, hvor Kevin Mendoza stod uden chancer i mål.

Kampen bølgede sig frem og tilbage i resten af første halvleg, men Fredericia stod alligevel som de stærkeste på banen.

Vendsyssel fik igen en stor chance i starten af anden halvleg, hvor Zander Hyltoft sparkede en god mulighed over mål.

I anden halvleg kom der et stort øjeblik for hjemmeholdet, da midtbanegeneralen Mikkel Wohlgemuth blev skiftet ind efter en lang skadesperiode. Det er således 16 måneder siden, at han senest repræsenterede Vendsyssel i en officiel kamp.

Det kastede også et mål af sig med et kvarter igen. Wohlgemuth stod nemlig bag det hjørnespark, som Jakob Hjorth fik hovedet på til 1-1.

Med kort tid tilbage kunne det nemt være blevet 2-1 til gæsterne fra Fredericia. Men Kevin Mendoza hev en pragtredning op, da Henry Uzochokwu dukkede op med et spark fra kanten af det lille felt.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...