Bjørn Ask Olesen, Hjørring Kommunearkiv, er i færd med at aflevere plancher til Ældrecenter Fynsgade, hvor plancherne er udstillet indtil udgangen af oktober. Plancherne er monteret på skinner og kan rulles op og ned med et snuptag, så de er lette at transportere fra sted til sted.

Plancher fra udstillingen "Fra fattiggård til plejecenter" skal på rundtur til kommunens ældrecentre

HJØRRING: Siden 1. maj har man kunnet se udstillingen Fra fattiggård til plejecenter på Vendsyssel Historiske Museum. Nu er udstillingen taget ned, men plancherne derfra kan stadig ses, idet de i løbet af det næste års tid skal på rundtur på blandt andet Hjørring Kommunes ældrecentre. Udstillingen, der er udarbejdet af Hjørring Kommunearkiv og finansieret af Fonden Ensomme Gamles Værn, handler blandt andet om livet på et moderne plejecenter.
- Da beboerne på ældrecentrene typisk er for fysisk svækkede til selv at besøge et museum, bliver udstillingen nu bragt til dem i stedet, da vi mener, at dem, som udstillingen handler om, selvfølgelig også skal have mulighed for at se den, siger Michael Johansen, daglig leder af Hjørring Kommunearkiv. Når udstillingen har været på rundtur på plejecentrene vil den kunne ses på blandt andet Hjørring og Hirtshals Bibliotek og Borgerservice på Springvandspladsen i Hjørring.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...